Tesla har lukket sit kontor i San Mateo, Californien og afskediget omkring 200 medarbejdere, der arbejder på Teslas selvkørende systemer.
Det skriver Reuters på baggrund af oplysninger fra en kilde hos Tesla.
Nedskæringerne ses som et skridt, der yderligere skal accelerere Teslas omkostningsbesparelser.
De fleste af de nu afskediget personer har ifølge Reuters kilde været timelønnede ansatte.
Tesla og Elon Musk annoncerede tidligere på måneden nedskæringer, hvor Elon Musk også meldte ud, at han havde "super dårlig fornemmelse" omkring økonomien.
I en e-mail til medarbejderne har Elon Musk tidligere bedyret, at Tesla ville reducere antallet af ansatte med en tiendedel, da det var blevet "overbemandet på mange områder", men tilføjede, at timetallet ville stige.
Gigantisk pengebål skal slukkes
For nylig beklagede Tesla-chefen, at outputtet fra fabrikker i Berlin og Austin var alt for lavt, mens omkostningerne var afsindige. Det fik Elon Musk til at beskrive dem som ’gigantiske penge-bål’.
"De lyder som et kæmpebrøl af penge, der bliver brændt," sagde han.
"Der er tonsvis af udgifter og nærmest ikke noget output. At få Berlin og Austin i omdrejninger og få Shanghai tilbage i fuld sving er vores altovervejende opgave. Alt andet er egentlig bare småting."
Overfor Reuters mener en professor, at det da også står klart, at Tesla er i en 'major cost-cutting mode' for tiden.
"Tesla er helt klart i en stor omkostningsbesparende tilstand," lyder det fra Raj Rajkumar, professor i elektronik og computerteknik ved Carnegie Mellon University.
"Denne personalereduktion indikerer sandsynligvis, at 2. kvartal 2022 har været ret hårdt for virksomheden på grund af nedlukningen i Shanghai, råvareomkostninger og forsyningskædeproblemer."
40 timer på kontoret eller sig dit job op
Han har også tidligere gjort op med forestilling om, at man som Tesla-ansat blot kan arbejde hjemmefra.
Som minimum skal de ansatte tilbringe mindst 40 om ugen på den fysiske arbejdsplads, lød den barske meddelelse i et memo fra Elon Musk til de ansatte hos Tesla.
"Alle der ønsker at arbejde remote må som minimum være tilstede på kontoret i 40 timer om ugen eller sige deres job op," lyder det ifølge Reuters i memoet.