Marc Benioff, der er stifter og topchef for Salesforce, advarer virksomheder, som prøver at tvinge de ansatte tilbage på de faste kontorpladser efter flere år med hjemmearbejde under pandemien.
”Det kommer aldrig til at virke,” sagde han ifølge Yahoo Finance i forbindelse med et Salesforce-event i sidste uge.
Salesforce-chefens synspunkt står dermed i klar kontrast til blandt andet Tesla-rigmanden Elon Musk, der for nylig har gjort det klart, at de ansatte skulle møde ind på arbejde, hvis fortsat ønskede at arbejde for Tesla.
”Alle der ønsker at arbejde remote må som minimum være tilstede på kontoret i 40 timer om ugen eller sige deres job op,” skrev Elon Musk i et memo til de ansatte.
Vigtigt rekrutteringsredskab
Salesforce har en såkaldt ”work from anywhere-”politik, der som navnet antyder betyder, at de ansatte kan arbejde, hvor fra de ønsker det.
Bret Taylor, der er såkaldt co-ceo hos Salesforce, har ifølge mediet Fortune tidligere omtalt de fleksible arbejdsmuligheder som selskabets mest effektive rekrutteringsredskab.
En påstand der underbygges af en ny undersøgelse fra Pew Research, som ifølge Yahoo Finance viser, at 60 procent af de amerikanske ansatte, der har et job som kan udføres hjemmefra, foretrækker at arbejder hjemme fra det meste af tiden.
Undersøgelsen slår samtidig fast, at 60 procent af de adspurgte i undersøgelsen også oplyser, at de i fremtiden også vil foretrække at udføre størstedelen af deres arbejde fra hjemmearbejdspladsen. Det er en stigning på 54 procent siden 2020.
Dropper bynavne i jobsoplag
Salesforce er som konsekvens af sin hjemmearbejdspolitik desuden holdt op med at bruge bynavne, når selskabet opslår ledige stillinger. I stedet oplyser Salesforce blot tidzoner.
”Pandemien har lært os, at det ikke betyder noget, hvilken by du bor i. Det er kun tidszonen, der er vigtig, når du skal kommunikere med verden,” sagde Bret Taylor tidligere på året til den tyske avis Welt Am Sonntag.
Med til historien hører dog, at Salesforce også ejer samarbejdsværktøjet Slack, der i høj grad lukrerer på hjemmearbejdstrenden.