Manglen på it-specialister presser de danske virksomheder. I en ny rapport svarer ni ud af 10 af de større virksomheder, at de har problemer med at rekruttere de rette kompetencer til deres it-stillinger.
Hos den aarhusianske software-virksomhed Systematic tilkendegiver man, at der konstant er op mod 80 stillinger indenfor it – og særligt i softwareudvikling – der står åbne.
I et indlæg på Dansk Industris hjemmeside udtaler senior group vice president og HR-chef i Systematic, Rikke Rønnau:
"Vi har konstant i størrelsesordenen 80 åbne stillinger. Der er simpelthen en så voldsom mangel på kandidater, så vi nu er i en situation, hvor virksomhederne hapser fra hinanden."
Systematic har i dag mere end 1.000 ansatte, men selv om virksomheden er en af de kendte i branchen med mere end 35 år på bagen, så kniber det med at rekruttere erfarne folk til virksomhedens it-stillinger.
"Jeg har været i Systematic i syv år, og det er bare blevet sværere og sværere. Konkurrencen er blevet skærpet, hvilket hænger sammen med øget efterspørgsel efter it-profiler generelt, men også at det er en bredere gruppe af virksomheder, der rekrutterer softwarefolk," lyder det fra Rikke Rønnau.
Hun fortalte i januar, at Systematic er begyndt at opleve, at selskabet ikke får en eneste ansøgning, når selskabet slår ledige stillinger op.
Flere skal uddannes
I analysen foretaget af Rambøll for DI Digital viser tallene, at mere end otte ud af 10 virksomheder i it-sektoren har haft problemer med at rekruttere it-specialister i de seneste seks måneder.
Og zoomer man ind på specifikt de store virksomheder med over 30 it-specialister ansat så er det 9 ud af 10 virksomheder, der oplever problemer med at få fat i it-specialisterne.
Udfordringerne går på tværs af hele Danmark, og det bliver, spår branchedirektør i DI Digital Rikke Hougaard Zeberg, en dyr affære for virksomhederne, hvis ikke manglen på it-medarbejdere finder en løsning.
"Vi risikerer at vinke farvel til de store gevinster ved digitalisering. Det gælder også muligheden for at løse alvorlige samfundsproblematikker som klima og sundhed. Det haster at få gjort noget ved problemet, hvis vi skal nå vores digitale ambitioner og fortsat skabe vækst i Danmark," lyder det fra Zeberg.
Og løsningen er klar, mener direktøren. Det er skolernes ansvar:
"Der skal være et langt større optag på IT-uddannelserne, og samtidig skal vi have indført teknologiforståelse som obligatorisk fag i folkeskolen."