KMD har solgt sin løn- og HR-løsning, KMD Perspektiv, til det store konsulenthus Azets, der opererer inden for løn, HR og økonomi.
Med opkøbet har Azets fået fingrene i en KMD-pakke bestående af lønadministration blandt andet tidsregistrering, rejseafregning samt en række andre funktioner, der nu bliver del af Azets' løsninger til især større danske virksomheder.
I dag tæller KMD's kunder på den Perspektiv-løsning blandt andet Coop, TDC, Grønlands Selvstyre, ISS, Jysk og Royal Unibrew.
"Azets vil have et naturligt fokus på Perspektiv-løsningen, og det kommer kunderne til gode i fremtiden, hvor de både vil møde det kendte team fra KMD og deres nye kollegaer i Azets. Hos KMD vil vi også øge vores fokus på vores øvrige løsninger," udtaler områdedirektør i KMD Bjarki Bjönsson i en meddelelse.
Hos Azets vurderer man, at KMD's forretningsben passer perfekt ind i selskabets portefølje.
Her glæder man sig til at byde medarbejdere og kunder velkommen i butikken, lyder det fra Azets direktør June Mejlgaard Jensen.
Købet af KMD-enheden sker i en længere perlerække af opkøb fra Azets, der blandt flere nordiske og europæiske erhvervelser har købt danske DanAccount.
I Danmark beskæftiger Azets nu flere end 300 medarbejdere og omsætter for omkring 350 millioner kroner.
Internationalt omsætter Azets for godt 4,5 milliarder kroner og beskæftiger flere end 6.500 medarbejdere.
Udover at operere i alle gængse ERP-, løn og HR-systemer har Azets-koncernen egne løsninger inden for løn, rekruttering, HR og APV.
Parterne har aftalt ikke at oplyse købesummen.