Årligt modtager Skattestyrelsen omkring 350.000 anmodninger fra virksomheder om udbetaling af negativ moms.
Men det er ifølge skatteminister Morten Bødskov (S) helt afgørende for finansieringen af vores velfærdssamfund, at virksomhederne betaler den moms, de skal.
Morten Bødskov annoncerer nu, at der vil blive skruet yderligere op for kontrolindsatsen.
Derfor vækker det også begejstring, at et digitalt kontrolværktøj siden 2014 har øget præcisionen af, hvornår der har skulle sættes en stopper for fejlagtige udbetalinger af negativ moms.
I alt har Skattestyrelsens kontrol af udbetalingen af moms siden 2014 stoppet fejlagtige udbetalinger for knap 7,3 milliarder kroner.
Alene i 2020 blev der stoppet udbetalinger for knap 790 millioner kroner.
Det digitale kontrolværktøj er siden implementeringen i 2014 løbende blevet forbedret i takt med praktiske erfaringer med værktøjet, og hvor Skattestyrelsen i 2014 fandt fejl i halvdelen af kontrollerne af negativ moms, er det tal i de seneste år steget til knap 70 procent, lyder det i en meddelelse.
"Det er vigtigt, at det er de rette udbetalinger, vi udvælger til kontrol. Både for at sikre, at vi får stoppet fejlagtige udbetalinger, men også for ikke at forstyrre de virksomheder, der har krav på at få negativ moms udbetalt," lyder det fra Johnny Schaadt Hansen, underdirektør for større erhvervsvirksomheder hos Skattestyrelsen.
"Det digitale kontrolværktøj har vist sig at være en god hjælp i dette arbejde. Derfor arbejder vi løbende på at forbedre det, og samtidigt indarbejder vi et tilsvarende værktøj i vores øvrige momskontroller," fortsætter han.