I løbet af 96 timer i september vil din digitale postkasse være præget af radiostilhed fra det offentlige.
Fra 26. til 29. november vil det nemlig hverken være muligt at sende eller modtage breve fra det offentlige.
Årsagen til den lange post-pause skal findes i, at data skal rykkes fra den eksisterende løsning fra e-Boks, til den nye Digital Post-løsning, der er udarbejdet af Netcompany.
Den nye løsning lanceres 30. november, hvorefter kommunikationskanalen med det offentlige genoprettes.
4,5 millioner borgere og 800.000 virksomheder vil være påvirket af den midlertidige nedlukning, meddeler Digitaliseringsstyrelsen.
"Det er desværre altid ubelejligt, når myndigheder ikke kan komme i kontakt med virksomheder og borgere via Digital Post og omvendt. Men vi håber, at vi, ved at varsle myndigheder, borgere og virksomheder i god tid, mindsker generne ved denne planlagte periode, som strækker sig over fire dage, hvoraf to af dagene er weekend," lyder det fra Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.
"Det er en teknisk nødvendighed for at understøtte en forsvarlig og sikker overgang, så den bliver så gnidningsfri som muligt for alle," tilføjer han.
Digitaliseringsstyrelsen oplyser dog, at det stadig vil være muligt at tilgå sin postkasse for at læse Digital Post af ældre dato. Dertil vil man som borger stadig kunne modtage post fra private virksomheder, der sender post via e-Boks.
Sådan vil det nye Digital Post fungere
Med det nye Digital Post har borgere og virksomheder fortsat kun én postkasse fra det offentlige. Men forskellen fra i dag bliver, at posten kan tilgås fra forskellige platforme.
Det er offentlige sider såsom borger.dk, Virk og en ny Digital Post-app, der gøres tilgængelig 30. november.
Derudover stiller e-Boks og Netcompany hver deres platform til rådighed, hvor posten fra det offentlige kan tilgås samt post fra private virksomheder, banker og forsikringsselskaber osv. Netcompanys platform vil findes på mit.dk.
Selvom det var Netcompany, der vandt udbuddet til en anslået værdi på 215 millioner kroner foran næsen på e-Boks, er sidstenævnte ikke helt dømt ude.
Selskabet har nemlig underskrevet en såkaldt tilslutningsaftale med Digitaliseringsstyrelsen, der betyder, at e-Boks vil kunne bruges som visnignsklient for den næste generation af digital post, når den bliver lanceret næste måned.
Det var oprindeligt planen, at den nye løsning til Digital Post skulle være lanceret i august, men indtil videre er lanceringen udskudt til slutningen af november.