Artikel top billede

Netcompany skærper konkurrence på Digital Post-markedet med ny løsning: "Man slipper for tre-fire-fem handlinger i e-Boks"

I slutningen af november lancerer Netcompany sin nye Digital Post-løsning. Derved er konkurrencen sparket i gang mellem Netcompany og e-Boks, som er de eneste private selskaber, der har udviklet visningsklienter til Digital Post.

Fra 30. november er det Netcompany, der varetager opgaven med at drive den offentlige Digital Post-løsning.

Det hurtigvoksende konsulenthus vandt nemlig udbuddet for næse af e-Boks i 2019. Men fremover er det ikke kun et selskab, der har monopol på danskernes digitale postkasse.

Det er nemlig muligt via visningsklienter at agere digital postkasse. Derfor er der lagt op til konkurrence mellem e-Boks og Netcompany, der har hver sin platform til posten, skriver Børsen.

Netcompany, hvis platform vil findes på mit.dk, har i sinde at lave en mere "innovativ" løsning, hvor det blandt andet er muligt at betale regninger, chatte med sin rådgiver med mere.

"Hvis dette laves med fokus på en optimal brugeroplevelse, så tror jeg, at en stor del af den danske befolkning er klar til at omfavne det, at man slipper for tre-fire-fem handlinger i e-Boks, hvis man kan nøjes med et swipe,” siger André Rogaczewski til Børsen.

Netcompany-topchefen bedyrer, at der nu kommer konkurrence på Digital Post-området.

e-Boks-direktør ryster ikke på hånden

Selvom det var Netcompany, der vandt udbuddet til en anslået værdi på 215 millioner kroner foran næsen på e-Boks, er sidstenævnte ikke helt dømt ude.

For selskabet har nemlig underskrevet en såkaldt tilslutningsaftale med Digitaliseringsstyrelsen, der betyder, at e-boks vil kunne bruges som såkaldt visningsklient for den næste generation af digital post, når den bliver lanceret.

Det er lang tid siden, at e-Boks har tilkendegivet, at man ønsker at fortsætte med at levere digital post itl danskerne. Selskabets direktør, Ulrik Falkner Thagesen, er ikke skræmt af den nye konkurrence fra Netcompany.

Han siger til Børsen, at e-Boks har vænnet sig til, at Netcompany kommer med en ny løsning i markedet. Derudover pointerer han, at e-Boks ikke er bange for konkurrencen.

Sådan vil det nye Digital Post fungere

Med det nye Digital Post har borgere og virksomheder fortsat kun én postkasse fra det offentlige. Men forskellen fra i dag bliver, at posten kan tilgås fra forskellige platforme.

Eksempelvis vil postkassen være tilgængelig via offentlig sider såsom borger.dk, Virk og en ny Digital Post-app.

Derudover stiller e-Boks og Netcompany hver deres platform til rådighed, hvor posten fra det offentlige kan tilgås samt post fra private virksomheder, banker og forsikringsselskaber osv.

Det var oprindeligt planen, at den nye løsning til Digital Post skulle være lanceret i august, men indtil videre er lanceringen udskudt til slutningen af november.

Digitaliseringsstyrelsen har oplyst, at Digital Post-løsningen ikke kan sende eller modtage post fra det offentlige fra 26. til 29. november.

Årsagen til den lange post-pause skal findes i, at data skal rykkes fra den eksisterende løsning fra e-Boks, til den nye Digital Post-løsning, der er udarbejdet af Netcompany.