Artikel top billede

På trods af nederlag til Netcompany: I fremtiden vil du alligevel kunne modtage offentlig digital post i din e-Boks

En ny aftale betyder, at borgerne også i fremtiden vil kunne modtage digital post fra det offentlige via e-Boks, selvom selskabet tabte det store udbud om digital post til Netcompany.

Selvom e-Boks i 2019 tabte udbuddet om den næste generation af digital post til Netcompany, så vil du i fremtiden alligevel få mulighed for at læse din digitale post fra det offentlige i e-Boks.

For selskabet har nu underskrevet en såkaldt tilslutningsaftale med Digitaliseringsstyrelsen, der betyder, at e-boks vil kunne bruges som såkaldt visnignsklient for den næste generation af digital post, når den bliver lanceret.

”Vi har allerede gennem noget tid tilkendegivet vores ambition om, at danskerne også skal kunne få adgang til offentlig Digital Post i e-Boks fremover. Men med underskriften på tilslutningsaftalen har vi fået slået fast, at både afsendere og slutbrugere vil blive betjent via e-Boks fremover,” meddeler Ulrik Falkner Thagesen, administrerende direktør i e-Boks.

Ændringer i brugeroplevelsen

E-boks-direktøren har tidligere fortalt til Computerworld, at selskabet har ambitioner om at blive visningsklient. Her forklarede han dog, at brugeroplevelsen kan blive anderledes end den, som brugerne i øjeblikket har med e-Boks-appen.

”Brugeroplevelsen bliver nok lidt anderledes med en visningsklient, men det er helt afgørende for os, at vi stadigvæk kan tilbyde en rigtig god brugeroplevelse,” sagde han til Computerworld i fjor.

Udbuddet om digital post havde en anslået værdi på 215 millioner kroner, og det blev i 2019 vundet af Netcompany for næsen af e-Boks

Det var oprindeligt planen at den nye løsning til digital post skulle være lanceret i august, men indtil videre er lanceringen udskudt til slutningen af november.

Indbakken bliver opdelt

E-Boks oplyser, at selskabet i de kommende måneder vil præsentere en ny brugerflade for indbakken i e-Boks på både web og som app. Her vil indbakken blandt blive opdelt mellem digital post.

Ifølge Ulrik Falkner Thagesen har danskerne gennem de senste mange år vænnet sig til, at deres digitale post er samlet hos e-Boks, og selskabets data viser i den forbindelse, at 95 procent af danskerne tjekker deres digital post hos e-Boks, men kun fem procent anvender borger.dk.

Der er gennem de seneste år lagt en kæmpe indsats fra både kommuner, myndigheder og private virksomheder for at etablere e-Boks som en samlet postkasse, hvor borgerne kan få post fra både private og offentlige afsendere. Derfor føler vi også et stort ansvar for at fastholde og videreudvikle e-Boks, som er en central del af danskernes kritiske infrastruktur," siger Ulrik Falkner Thagesen ifølge en pressemeddelelse.