It-kæmpen Citrix har pludselig skiftet topchefen for det amerikanske selskab ud.
David J. Henshall stopper omgående som direktør for virksomheden, og bliver midlertidig erstatet af Citrix' bestyrelsesformand, der kommer til at fungere som konstitueret topchef.
Selskabet oplyser ikke hvad årsagen til direktørens pludselig exit skyldes, men i en pressemeddelelse takker den konsituerede direktør Bob Calderoni sin forgænger på posten.
“David har spillet en central rolle i at accelerere vores cloud-transition og i forhold til at skabe betydelige forbedringer i vores produkter. Samtidig har David hjulpet virksomheden og vores medarbejdere med at navigere i pandemien og med stor succes formået at positionere Citrix til at hjælpe kunder rundt om i verden. Hele bestyrelsen takker ham for hans bidrag gennem næsten 20 år,” siger Bob Calderoni, formand og konstitueret administrerende direktør for Citrix i meddelelsen.
David J. Henshall blev ansat i som finansdirektør i Citrix i 2003 og har fungeret som øverste topchef siden 2017.
Citrix oplyser ikke hvad årsagen til direktørskiftet er, ligesom det heller ikke fremgår, hvad David J. Henshall nu skal lave.
I meddelelsen takker han dog for de seneste 20 år hos den amerikanske softwarevirksomhed.
“Det har været en ære at lede Citrix og et privilegium at arbejde med Citrix-teamet. Jeg er utrolig stolt over alt det, som vi har opnået sammen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Citrix fortsat vil innovere og levere til alle interessenter under Bobs ledelse. Bob er en stærk leder, der kender Citrix helt ind til benene,” siger David J. Henshall i meddelelsen.
Det er ikke første gang Bob Calderoni påtager sig rollen som direktør for Citrix. I 2015 blev han også udnævnt som midlertidig direktør for selskabet. Han sad på posten i tre måneder indtil der blev fundet en permanent afløser.
“Jeg er glad for at påtage mig rollen som midlertidig administrerende direktør og glæder mig til at arbejde med bestyrelsen, det talentfulde ledelsesteam og de mange dedikerede medarbejdere i Citrix i denne meget vigtige tid for virksomheden. Jeg ser frem til at lede virksomheden ind i næste fase af vækstrejsen, og jeg er overbevist om, at det bliver et enkelt og nemt lederskifte,” lyder det fra Bob Calderoni.