Artikel top billede

Tesla udskyder Cybertruck med et år: Vil først være klar til levering i slutningen af 2022

Tesla udskyder leveringerne af selskabets vilde elbil, Cybertruck, som nu først vil kunne være klar i slutningen af 2022.

Tesla udskyder leveringen af den hypede og futuristiske pickup-truck, Cybertruck, som nu tidligst vil kunne leveres om mere end et år, nemlig i slutningen af 2022.

Tesla præsenterede den store pickup-truck i 2019, og dengang lød meldingen fra grundlægger Elon Musk, at den store elbil ville være klar til leveringen i slutningen af 2021.

Men det kommer altså ikke til at ske.

Tesla færdiggjorde først fornylig de sidste ingeniør-arbejder på udformningen af bilen.

Samtidig har Elon Musk meddelt, at der venter et stort udviklingsarbejde - ikke mindst med at bygge produktionsapparat til Cybertrucks såkaldte exoskeleton-chassis, som skal designes og udvikles helt fra bunden.

Ifølge Electrec.co meddeler Elon Musk, at Cybertruck vil blive så proppet med ny teknologi, at det vil blive svært at få gang i stabil masseproduktion.

Ifølge mediet forventer Elon Musk ikke, at der for alvor vil komme gang i masseproduktion af bilen før engang i 2023.

Allerede få dage efter, at Elon Musk havde præsenteret Cybertruck i 2019, havde 200.000 kunder forudbestilt bilen.

Det koster et depositum 1.000 kroner at indlægge en bestilling på bilen. Tesla i Danmark tager fortsat imod bilen.

Tesla Danmark meddeler, at man på selskabets website efter betaling af de 1.000 kroner vil kunne fuldføre konfigurationen af bilen “efterhånden som produktionen nærmer sig i 2022.”

Det kan du læse mere om her