De unge kinesere har ikke holdt sig tilbage for at kritisere de nye regler om, at mindreårige fra i morgen - 1. september - kun må spille computerspil i sammenlagt tre timer på en uge.
På sociale medier kan man se de unge computer-entusiaster lufte deres harme over de nye strammere regler.
Det skriver Reuters.
"Denne gruppe bedstefædre og onkler, der laver disse regler og forskrifter, har I nogensinde spillet computerspil? Forstår I, at den bedste alder for e-sportsspillere er i deres teenageår," lyder en kommentar på Kinas mest populære SoMe-platform Weibo.
Fra en anden lyder det:
"Seksuelt samtykke [red. kan du give] som 14-årig, som 16-årig kan du få et arbejde, men du skal være 18 for at spille computerspil. Dette er virkelig en joke."
Ifølge de kinesiske myndigheder, er begrænsningerne nødvendige for at stoppe det voksende "spilmisbrug", som det hævdes at være en stigende landeplage.
Det regerende kommunistpartis officielle medie Peoples Daily skriver ligefrem, at regering måtte være "hensynsløs" da onlinespil har dårlig indflydelse på både de unges studieliv samt deres fysiske og psykiske sundhed.
De nye stramninger rammer allerede spil-industrien hård. Flere af de kinesiske spilselskaber oplever fald i deres aktier efter udmeldingen om de nye regler.
Og det er præcis, hvad reglerne sigter mod - at ramme spilindustrien, som får mere og mere magt og indflydelse over samfundet.
Reglerne lægger ansvaret for det begrænsede spilforbrug på spilindustrien selv, og det meldes ud, at man ikke akter at straffe enekltpersoner, der overtræder de tre timers onlinespil, ved eksempelvis at logge ind med deres forældres spil-ID.