Godmorgen og velkommen til ugens sidste morgen-briefing her fra redaktionen.
I dagens nyhedsoverflyvning skal vi blandt andet se på Unity, der har opkøbt et selskab, der via kunstig intelligens kan spotte grove tunger og ubehagelig adfærd i onlinespil.
Dertil skal vi forbi et robotlaboratorium, en 7. klasse i Holstebro og Facebook, der har afvist en reklame med billede af en bh.
Rigtig god læselyst.
Unity køber AI-platform
Danskstiftede Unity køber selskabet OTO, der har udviklet en platform, der kan genkende kritisabel adfærd i onlinespil.
Ifølge Unity har syv ud af 10 oplevet at blive tilsvinet, mens de har spillet computerspil med flere deltagere, skriver selskabet i en meddelelse.
"Vi har det sidste år set, hvordan mennesker over hele verden har brugt spil til at komme tættere på deres venner og familie. Vores undersøgelse viser, at de mange nye multiplayer-spil har gjort, at problemet med anstødelig adfærd er blevet større. Med integrationen af OTO giver vi udviklerne en simpel og skalerbar løsning til at designe og sikre virtuelle spilmiljøer, der kan skabe gode spiloplevelser og opdage ubehagelig adfærd," lyder det fra Felix Thé, VP of Product Manager, Operate Solutions i Unity, i en meddelelse.
OTO har udviklet en AI-software, der kan analysere på akustiske tonemønstre og sammenholde det med de faktiske ord, der udtales. Derved kan selskabet detektere, om der er ubehagelig adfærd i et givent spil online.
Facebook censurerer danske undertøjsbrands
Flere danske tøjbrands oplever at få afvist billeder af undertøj på Facebook, når de forsøger at reklamere via platformen.
Og det er en tendens, der koster selskaberne dyrt, skriver Markedsføring.dk.
Eksempelvis har tøjforhandleren NorthOrganic, der er en del af tøjbrandet JBS, oplevet, at Facebook lukkede selskabets annoncekonto, fordi der var billede af en mand og en kvinde klædt i et par trusser og en undertrøje.
I et andet eksempel oplevede undertøjsmærket Woron, at et billede af to bh'er blev afvist. Vel og mærke et billede uden mennesker på.
Mediet har været i kontakt med Facebook, hvor en talsmand oplyser, af det sociale medier kigger på sagner og vender tilbage med svar på kritikken senere, når det er undersøgt, hvorfor billederne er blevet afvist.
7. klasses elever skal lære at bygge webshops
Indenfor kort tid skal elever i 7. klasse i Holstebro lære, hvordan de opbygger en webshop.
To af byens folkeskoler har nemlig indgået et samarbejde med Uddannelsescenter Holstebro, som uddanner detailhandelselever i digital handel.
I matematik- og dansktimerne skal eleverne i en uge prøve at bruge sproget og deres matematiske evner til at sælge ting over nettet.
Det er Uddannelsescenter Holstebro, der har taget kontakt til de tre lokale skoler. Der er nemlig stor vækst i uddannelsen inden for digital handel. I løbet af kort tid er uddannelsescentret gået fra tre elever på specialet til nu 18.
"Desuden har vi lige nu virksomheder, der spørger, om vi ikke kan skaffe dem mindst 3 yderligere elever. Holstebro er blevet et epicenter for digital handel, og det kræver uddannelse," siger uddannelsesleder René Tolderlund Jakobsen fra Uddannelsescenter Holstebro, i en meddelelse.
Teknologisk Institut åbner robotlaboratorium
Torsdag åbnede Teknologisk Institut dørene for et splinternyt robotlaboratorium.
Med laboratoriet, kaldet Autonomous Robotics Lab, skal autonome og intelligente robotter forberede sig på at komme ud i virkeligheden og bevæge sig frit rundt.
Laboratoriet, der er placeret i en af instituttets store innovationshaller i Odense, skal nu hjælpe producenter og professionelle brugere i forhold til at afklare, hvor autonome robotter har deres berettigelse, hvordan man anvender dem bedst, og hvordan man sørger for, at de er sikre at omgås, skriver Teknologisk Institut i en meddelelse.
"Nu er tiden kommet til, at robotterne skal ud og arbejde i miljøer, som kræver, at de kan bevæge sig frit. Det er en enorm vækstmulighed for dansk robotindustri: Fra anvendelse i industriproduktionen til potentielt alle dele af samfundet. Fremtidens robotteknologi er ikke kun forbeholdt fabrikkerne," lyder det fra Juan Farré, CEO i Teknologisk Institut.
Tesla udgiver ny opdateret bil-app
Tesla udgiver nu fjerde version af selskabets mobil-app.
Og appen har fået en større overhaling, hvad angår brugerfladen og nyre funktioner.
Det skriver Electrek.
Tesla-appen er og har været et vigtigt aktiv for bilproducenten, da ejeren betjener flere dele af bilen gennem appen. Den kan nemlig låse bilen op, styre klimaanlægget og meget mere.
Med version 4.0, der er den mest omfattende indtil videre, kommer en ny forfrisket brugerflade, der giver appen en nyt stømlinet udseende, lyder det.
Se listen over nye funktioner her.
Sidste chance for at søge ind på CFCS' cyberakademi
På søndag lukker ansøgningsfristen til Cyberakademiet hos Center for Cybersikkerhed.
Det er tredje år i træk, at CFCS søger et hold unge mennesker, der skal gennem en tremåneders, lønnet uddannelse - der i sidste ende gerne skal gøre til en stilling hos centret, skriver Berlingske.
De optagne unge mennesker skal agere analytikere, der skal værne Danmark mod angreb på myndigheder og virksomheder og samtidig lære at spotte angreb og spionage.
Ansøgningsfristen er 29. august og CFCS har allerede modtaget et trecifret antal ansøgere.
Men Thomas Lund Søren, chef for centret, forventer at modtage en stor portion ansøgningerne over weekenden, skriver Berlingske.