Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Topledere skal være (endnu) mere kloge på data og digitalisering

Klumme: Virksomhedernes tilgang til data skal både være strategisk og operationel. Jeg tror, at det er tidens største enkeltstående differentierende faktor. Derfor savner jeg den teknologiske dimension i rammeværker for god ledelse.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter

I Børsen kunne man for nylig læse, at kun seks procent af bestyrelsesmedlemmerne i danske banker har tung it-viden.

It-kompetencerne i danske bankbestyrelser og flere andre steder i Europa er ikke fulgt med, mener konsulenthuset Accenture, som står bag analysen.

I Europa er det kun ni procent af bestyrelsesmedlemmerne, der har tung it-erfaring på cv’et, mens det dobbelte er tilfældet i Nordamerika.

I Danmark ser det endnu værre ud.

Som en raket

Jeg har selv været med til at slå på tromme for digitalisering som et vigtigt ledelsesfokus, og der er ingen tvivl om, at teknologien er steget som en raket op i prioritering hos ledelser helt generelt.

Men der er stadig hæderkronede konsulenter og ledelsestænkere, som ikke giver data og teknologi en særlig prioritet.

Det gælder for eksempel for netværket bag ”Anbefalinger for Resilient Ledelse”, som udkom i januar 2021. Se www.resilientselskabsledelse.com.

Data og digitalisering er ikke nævnt

De har ønsket at supplere Anbefalinger for god Selskabsledelse. Se www.corporategovernance.dk.

Formålet er at skabe mere vitale og mere overlevelsesparate virksomheder.

Der er rigtig meget fornuft i det nye udspil, som anbefaler, at bestyrelsen forholder sig til selskabets formål, værdier, kernekompetence, engagement, organisationsdesign, antagelser og position for blot at nævne nogle af de 20 anbefalinger.

Det giver rigtig meget mening og er en god huskeliste.

Men netværkets anbefalinger nævner ikke it, digitalisering og data med ét ord.

Forklaringen er – argumenteres det – at it blot er et værktøj, som ligger i den strategiske eksekveringskasse. Altså et middel til at nå målet. Hvilket jo er sandt nok, men jeg tror, at man undervurderer digitalisering og data, hvis man ikke giver det eksplicit topledelsesprioritet.

Business-as-usual

Her virker det ærligt talt lidt som business-as-usual fra netværkets side, som, overser potentialet i data og teknologi.

Det flugter desværre lidt for godt med Accentures advarende pegefinger i forhold til manglende it-viden i bankernes bestyrelser.

Den kraftigt stigende digitalisering har transformeret bankerne til at være dataselskaber, og deres langsigtede overlevelsesevne handler om at innovere med data.

Det kunne være et argument for at have det digitale felt repræsenteret i anbefalinger til godt bestyrelsesarbejde. Ikke kun i banksektoren.

Ny og søgende ledelse

I min egen hverdag glæder jeg mig over, at vi bliver mødt med en ny type af forespørgsler.

Det kan være en direktion, som spørger generelt og åbent om, hvordan man kan professionalisere tilgangen til at arbejde med data.

Hvad kræver det af os? Hvad skal vi køre in-house? Hvad med cloud? Hvilken rækkefølge?

Tidligere fik vi måske spørgsmål om valg af teknologi, applikationer, værktøjer og funktionalitet.

Det gode er, at virksomheder – både små og store – ser, at de skal forholde sig fuldt og helt til digitalisering. Mere bredt og mere søgende.

I mine øjne er det mere resilient, fordi data og teknologi aktivt bidrager til ”evnen til at overleve og fastholde virksomhedens vitalitet i en verden, der konstant kræver tilpasning”. For nu at citere fra resilientselskabsledelse.com.

Den digitale dimension ændrer fundamentalt, hvad god ledelse er. Det skal eksplicit med i kodeks for god topledelse og bestyrelsesarbejde. Basta!

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.