Det nytter ikke noget at danske virksomheder kun forventer at få oplysninger om mulige cyberangreb. De er også nødt til at råbe højt, når de selv bliver ramt.
Sådan lyder det fra forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V) til en konference på Christiansborg tirsdag.
“Nogle gange får jeg indtryk af, at alle synes, at Center for Cybersikkerhed skal dele al den viden de har, mens de private virksomheder ikke er interesseret i at dele deres viden,” sagde Claus Hjort Frederiksen til konferencen, der var arrangeret af sikkerhedsfirmaet Check Point.
Læs også: Nyt stort it-sikkerheds-center med 40 ansatte skal snart døgnovervåge Danmark
Men den indstilling er ifølge forsvarsministeren misforstået. Virksomhederne skal nemlig også selv til at blive mere informative.
“Den barriere er vi nødt til at overvinde, for hvis vi skal lykkes så skal vi altså få alle til at spille sammen,” sagde forsvarsministeren.
Generelt mener Claus Hjort Frederiksen, at det er forkert, når stater og virksomheder ikke råber højt om at være blevet ramt af et hackerangreb.
Læs også: Center for Cybersikkerhed overvejer at udbyde spion-netværk til private leverandører
“Det er i mine øjne en forkert prioritering (at man ikke fortæller om hackerangreb red.). Vi bliver nødt til at tale højt om truslen for ellers kommer vores indsats aldrig til at stå mål med truslen,” lød det fra forsvarsministeren.
Få er tilsluttet sensornetværk
Opsangen til de danske virksomheder skal ses i lyst af, at flere private virksomheder har frameldt sig Center for Cybersikkerheds såkaldte sensornetværk.
Det er ellers etableret for, at CfCS skulle kunne informere brugerne af netværket om, hvilke trusler man skulle være på vagt overfor.
Men kritikken lød, at det var for dyrt at være med og at man ikke fik nok informationer ud af netværket.
I skrivende stund er der derfor kun to private virksomheder tilmeldt sensornetværket. Systematic og Ørsted - der dog er anført som DONG Energy på CfCS' hjemmeside.
I sin tale bebuddede Claus Hjort Frederiksen derfor også, at Folketinget er i gang med at gøre prisen billigere i høbet om, at flere virksomheder vil tilslutte sig netværket.