Efter syv år med kapitalfonden Greystone Capital som hovedaktionær har stifterne af outsourcingvirksomheden Progressive, Troels Gammelgaard og Jonas Buhl Gregersen, købt selskabet tilbage.
Skiftet tilbage til igen at være en ejerledet virksomhed sker efter en svær årrække for selskabet, der blandt andet står for drift og hosting af sine kunders it-infrastruktur.
Progressives omsætning var på hele 151,6 millioner kroner med et dertilhørende overskud efter skat på 2,9 millioner kroner i 2013, men siden dengang er virksomhedens omsætning faldet år for år, ligesom det ene underskud har erstattet det andet.
Læs mere om stifternes planer med Progressive her: Stiftere vil genrejse danske Progressive efter tilbagekøb fra kapitalfond: Her er de store planer.
"For stifterne er Progressive mere end bare penge ud og penge ind. Der er hjerteblod involveret, når man selv har været med til at stifte noget og brugt store dele af arbejdslivet på det her selskab. Derfor har det gjort ondt på følelserne at se selskabet gå gennem en hård periode," siger selskabets medstifter, Troels Gammelgaard.
Han fortæller, at medarbejderne blev informeret om salget af virksomheden i sidste uge.
"Det er en helt fantastisk følelse, og nu har jeg været i den nye rolle siden slutningen af sidste uge, og jeg har virkelig fornemmet den positive energi blandt medarbejderne. Der er masser af hårdt arbejde forude, men vi står på et fundament, som er stærkere, end det har været i flere år. Det bliver hårdt arbejde, men jeg er helt sikker på, at vi får det smadder skægt."
Sådan ser den nye ejerstruktur ud
Den nye ejerstruktur er således, at Troels Gammelgaard kommer til at eje 60 procent af virksomheden, mens Jonas Buhl Gregersen sidder på 40 procent.
Troels Gammelgaard sætter sig i stolen som bestyrelsesformand, mens Jonas Buhl Gregersen bliver menigt medlem af bestyrelsen.
De to ejere har så stor tillid til den nuværende daglige ledelse, at selskabets administrerende direktør Jesper Larsen fortsætter, og i løbet af de kommende uger vil han også blive indlemmet i ejerkredsen.
Troels Gammelgaard vil ikke oplyse, hvad det har kostet at få Herlev-virksomheden tilbage på stifternes hænder, men han slår fast, at beløbet er mindre end den pris, som Greystone Capital betalte, da kapitalfonden købte sig ind i selskabet i 2011.
Læs mere om stifternes planer med Progressive her: Stifterne skal genrejse dansk it-virksomhed: Her er de store planer