De danske teleselskaber har haft en speciel sommer, efter at de nye roamingregler i EU trådte i kraft den 15. juni.
De betyder nemlig, at danske mobilkunder kan tale, sende sms'er og bruge data i et andet EU-land uden ekstra omkostninger.
I sidste uge kunne TDC Group så i forbindelse med kvartalsregnskabet oplyse, at de første tal fra juni og juli viser, at kundernes dataforbrug i Europa er mere end syvdoblet siden sidste år.
Læs mere her: Nye roamingregler medfører vildt boom i dataforbruget hos TDC's kunder
Yousee har budgetteret med, at selskabet får en regning på omkring 150 millioner kroner på grund af roamingreglerne, og det ser ud til at holde stik, oplyste CFO i TDC Group og Yousee, Stig Pastwa, i sidste uge.
“Det her er nogenlunde den volumenforøgelse, vi havde regnet med, at vi ville se,” fortalte Stig Pastwa fra Yousee, der derfor heller ikke umiddelbart forventer nye prisstigningerne på abonnementerne, som vi så tidligere på året.
Læs interviewet her.
Telia-kunderne har fordoblet forbruget
Samtidig kan Computerworld nu fortælle, at det ser ud til at være Yousee, der har mærket klart den største data-stigning som følge af de nye roamingregler.
“Set over hele kundebasen er der sket cirka en fordobling af dataforbruget,” siger Rasmus Avnskjold, pressechef i Telia.
Fordoblingen er sket, når Telia måler fra juli til juli. Med til den historie hører også, at det almindelige dataforbrug i forvejen stiger med omkring 50 procent om året.
Ikke desto mindre er der altså sket en mærkbar stigning i dataforbruget hos Telia-kunderne, efter de nye roamingregler er trådt i kraft.
Få styr på de nye roaming-regler: Her er vilkårene hos dit mobilselskab - så meget data kan du bruge
Selvom der er tale om en fordobling hos Telia, er det dog markant mindre end den syvdobling af dataforbruget, som TDC har registreret. Det skyldes formentlig, at udgangspunktet hos Telia har været ganske anderledes, idet Telia i forvejen havde Roam Like Home, hvor kunderne frit kan bruge data i en lang række lande.
“Derfor havde vi havde ikke forventet så høj en stigning. Da vi indførte Roam Like Home for nogle år siden, var der en pæn stigning, og den er så fortsat løbende i takt med, at flere og flere kunder er kommet over på Roam Like Home,” fortæller Rasmus Avnskjold.
Telia er fortsat i gang med at regne på, hvad de nye roamingregler koster selskabet, men er endnu ikke klar til at konkludere noget, fortæller Rasmus Avnskjold.
Af samme årsag er der heller ikke umiddelbart nogen planer om at hæve abonnementspriserne mere, end det allerede er sket.
3 har ikke registreret noget ekstraordinært
Hos 3 oplyser pressechef Rikke Juul Hansen, at 3 ikke har set de store udsving i kundernes forbrug af data i EU denne sommer.
“Forbruget stiger generelt fra år til år, ligesom det gør, når kunderne er hjemme i Danmark. Men vi har ikke registreret noget ekstraordinært siden 15. juni. Og det havde vi sådan set heller ikke forventet,” skriver Rikke Juul Hansen til Computerworld.
Det skyldes primært, at 3 siden 2014 har haft sin 3LikeHome-løsning, hvor kunderne har fri roaming.
“I maj 2016 tilføjede vi 12 lande på én gang og gjorde dermed hele EU til roamingfri zone for kunder med et 3LikeHome-abonnement. Vilkårene for vores kunder med 3LikeHome har ikke ændret sig i forbindelse med EU's regulering.”
“De har de samme mængder data til brug i 3LikeHome-landene som før og til samme priser som før. Der er sandsynligvis ikke sket udsving, fordi kunderne allerede har vænnet sig til at slå roaming til og bruge mobilen, som de plejer, i de 52 lande, som konceptet nu dækker.”
Har budgetteret med udgifter siden 2014
Af samme grund så har de nye roamingregler indtil videre heller ikke medført væsentlige ekstraudgifter for 3, oplyser selskabet.
“Det er klart, at der er udgifter forbundet med at tilbyde roaming i udlandet til samme priser som i DK, men det har vi budgetteret med, siden vi startede med 3LikeHome i 2014.”
Rikke Juul Hansen oplyser samtidig, at nye prisstigninger i øjeblikket ikke er på tegnebrættet hos 3.
“Telemarkedet er meget dynamisk, og derfor diskuterer og justerer vi løbende vores tilbud til markedet. Som udgangspunkt udtaler vi os ikke om kommende lanceringer eller eventuelle prisændringer. Men på den korte bane kan vi meddele, at vi ikke har planer om at ændre noget i vores udbud af abonnementer.”
Det sidste af de fire store teleselskaber, Telenor, er desværre endnu ikke klar til at gøre status over kundernes dataforbrug med de nye roamingregler.
Læs også:
Yousee-kunderne fik dyrere abonnementer - nu syvdobler de dataforbruget i udlandet
Nye roamingregler medfører vildt boom i dataforbruget hos TDC's kunder
Få styr på de nye roaming-regler: Her er vilkårene hos dit mobilselskab - så meget data kan du bruge
Ingen kender størrelsen på dansk roaming-regning: “Det er noget makværk - og kan få konsekvenser”