Der er blevet regnet på konsekvenserne af EU’s nye roamingregler mere end én gang hos landets største teleselskabet, Yousee.
De nye regler trådte i kraft 15. juni, og de betyder, at danske mobilkunder kan tale, sende sms'er og bruge data i et andet EU-land uden ekstra omkostninger.
Det har fået Yousee til at hæve prisen for de fleste mobilkunder med 10 til 20 kroner om måneden fra 1. juli.
Samtidig har Yousee til Computerworld oplyst, at prisstigningerne ikke vil hindre, at Yousee i sidste ende får en regning på omkring 150 millioner kroner på grund af roamingreglerne.
Læs mere om det her.
Torsdag morgen kunne TDC Group så i forbindelse med kvartalsregnskabet give det første indblik i, hvordan den frie roaming har påvirket mobilkundernes dataforbrug i udlandet denne sommer.
Syvdoblede forbruget
De første tal fra juni og juli viser, at kundernes dataforbrug i Europa er mere end syvdoblet siden sidste år, oplyser selskabet.
Læs mere her: Nye roamingregler medfører vildt boom i dataforbruget hos TDC's kunder
Til trods for det vilde boom i dataforbruget, er der dog ikke udsigt til nye prisstigninger på abonnementerne hos Yousee.
“Det her er nogenlunde den volumenforøgelse, vi havde regnet med, at vi ville se,” fortæller koncerndirektør og CFO i TDC Group og Yousee, Stig Pastwa, til Computerworld.
Ser ud til at hænge sammen
Betyder det så også, at vi har set de sidste prisstigninger på abonnementerne?
“Prisstigningerne trådte i kraft 1. juli, og som det ser ud lige nu, harmonerer de to ting med hinanden.”
“Det vil også sige, at ekstraomkostningen - som vi har sagt ville være på 150 millioner kroner - bliver som forventet,” siger Stig Pastwa.
Læs mere om TDC's regnskab: Kæmper hårdt for at stoppe nedturen - men mister omsætning og kunder
Dermed ser det også ud til, at regnestykket hos Yousee viser sig at holde stik.
“Nu må vi se på, hvordan tingene udvikler sig, men juli er jo traditionelt klart den største roaming-måned, selvom der selvfølgelig også bliver roamet på andre tidspunkter,“ lyder det fra Stig Pastwa.
Derfor koster roamingen danske teleselskaber dyrt
Når roamingreglerne, der trådte i kraft den 15. juni, medfører ekstraudgifter for de danske teleselskaber, skyldes det, at der er langt flere danskere, der rejser sydpå om sommeren, end der er sydeuropæere, der rejser nordpå.
Det betyder, at danske teleselskaber oftere vil skulle betale roamingregningen til andre landes teleseskaber end omvendt. Den lyder konkret på 57 kroner per gigabyte, hvilket også er bestemt af EU.
Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, har tidligere over for Computerworld betegnet de nye EU-regler som “noget makværk."
"Det hænger ikke på nogen måde logisk og økonomisk sammen, at man forlanger, at et produkt skal være gratis, men ikke har løst det underliggende problem med, at der er nogle omkostninger på engrosniveau," har Jakob Willer udtalt.
Læs mere om det her: Ingen kender størrelsen på dansk roaming-regning: “Det er noget makværk - og kan få konsekvenser”
Læs også:
Nye roamingregler medfører vildt boom i dataforbruget hos TDC's kunder
Nyt regnskab fra TDC: Kæmper hårdt for at stoppe nedturen - men mister omsætning og kunder
Nu stiger prisen på YouSees mobilpakker - men YouSee mister stadig 150 millioner kroner