Artikel top billede

Ansæt dine folk på daglejer-basis: 'Gig economy' er på vej til it-branchen

Klumme: Det er ikke kun taxature og hjemmehotelværelser, der kan anskaffes fra din mobil eller tablet. Ansættelser af folk fra alverdens brancher, lige fra ufaglærte til nichespecialister, kan hyres på daglejerbasis eller på ubestemt tid fra gig-tjenester. Og der er stor efterspørgsel på folk i it-branchen.

Deleøkonomier og apps der udbyder tjenester, tjanser eller "gigs" har oplevet en rasende vækst i løbet af ganske få år.

Man kan mene om dem, hvad man vil, og det er der da også mange, der gør. Nogle mener, at de undergraver hårdt tilkæmpede arbejdsmarkedsrettigheder. Andre synes, at det er innovation og disruption på højeste plan.

Men uanset hvad man mener, kommer man ikke udenom, at disse apps' popularitet har været uforlignelig.

Hvad udviklingen på området angår, peger pilen entydigt i én retning: Projektansættelser af freelancere eller selvstændige it-konsulenter er fremtiden.

Deloitte rapporterer allerede nu, at hver 3. amerikaner i dag er freelancer og spår, at antallet vil nå 40 procent i år 2020.

Globalt forventer hele 51 procent af ledere at gøre større brug af projektansættelser i de kommende tre til fem år, og jeg spår, at vi vil se samme udvikling herhjemme.

Kort fortalt er der meget, der tyder på, at on demand-ansættelser er fremtiden.

Hidtil har freelancing været et tilvalg for dem, der prioriterer friheden til selv at kunne disponere over arbejdsflow, og i mindre grad bekymrer sig om et stabilt indkomstflow.

Men med den udvikling, jeg ser i it-branchen i Danmark, kan det gå hen og blive et valg, der bliver truffet for os.

Projektansættelser er det nye sorte. Det er en udvikling, vi er tvunget til at forholde os til på godt og ondt.

Selvom det i nogles ører kan lyde en anelse dystert, skal man naturligvis heller ikke male fanden på væggen.

Læs også: Du kommer til at droppe dit faste job: I fremtiden kommer vi (næsten) alle til at arbejde freelance

'Gig-økonomien' åbner både for nye muligheder såvel som udfordringer, og det er ikke nødvendigvis ilde-varslende, selvom maskerne i sikkerhedsnettet bliver løsere.

I mit daglige arbejde bliver jeg ofte spurgt om, hvad den nye tendens kan betyde for den enkelte aktør, og i mit perspektiv giver det følgende fordele og ulemper:

Fordele

1. Virksomheder får langt større muligheder for fleksibilitet. Særligt dem, der arbejder med projekter.

Det er sjældent hensigtsmæssigt at fastansætte medarbejde forud for en stor opgave, hvis det medfører, at de må sidde og trille tommelfingre, hvis ikke der kommer en ny umiddelbart efter.

2. Man kan i langt højere grad matche behov med kvalifikationer. Hvis man er ekspert i et snævert felt, kan man nøjes med at udbyde lige præcis den ene service, man har specialiseret sig i.

Omvendt kan man hyre en konsulent til at fikse det ene tandhjul, der sætter hele maskineriet på standby.

3. Det kan eliminere mange af de omkostninger, der er forbundet med at træde ind på et marked.

Nystartede iværksættere, der er kommet på en genial idé til et forretningskoncept, kan udbyde deres service direkte på en af de mange gig-platforme.

Ulemper

Tager man de mere kritiske briller på, er der dog også nogle ting, der tegner et mindre lyserødt billede af udviklingen. Navnligt følgende problematikker: 

1. Ansættelsesforholdene er usikre. Der er selvfølgelig ikke noget, der hedder overenskomster og arbejdsmarkedsrettigheder, når man sælger sin arbejdskraft på projektbasis - og endda til tider til udenlandske købere.

2. Hvis man vælger at gøre brug af et stort antal projektansættelser til at løse kerneopgaver, kan det i yderste konsekvens være eroderende for virksomhedskulturen.

Det vil være enormt ærgerligt, hvis man har oparbejdet visse grundlæggende værdier i sin organisation. De kan være svære at videreføre, hvis der ikke er kontinuitet i overleveringerne.

3. Det kan være svært at kvalitetssikre arbejdskraften.

Der eksisterer godt nok ratingsystemer som Trustpilot og lignende, men når udviklingen sker med så stor hast, kan det blive en sand jungle at hitte rede i, og man kan nemt komme til at købe katten i sækken.

Gig-økonomien kan således have såvel mange fordele som ulemper, og det handler om at være på forkant, hvis man vil få det optimale ud af den.

Det vil kræve, at man formår at sadle om både mentalt og organisatorisk. Det vil selvfølgelig være forskelligt fra den ene virksomhed til den anden, hvad det respektive behov er.

For de mindste virksomheder vil det sjældent kunne betale sig at give sig i kast med større omvæltninger, og de allerstørste har formentligt allerede gjort det. Men mine erfaringer siger, at det for mange kan være gode tommelfingerregler at holde sig for øje.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling. 

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt? 

Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.