Tirsdag formiddag kørte de danske Uber-chauffører deres sidste tur i Danmark.
Men selvom Uber lukker, så lever ideen bag videre.
Det mener den danske forfatter og ekspert i deleøkonomi Claus Skytte.
"Jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at se tilbage på Ubers forretningsmodel på samme måde, som vi for 100 år siden så på introduktionen af samlebåndet, " siger han til Computerworld.
For ifølge Claus Skytte har Uber har vist, at det med ny teknologi og en ny forretningsmodel findes en anden og mere rational måde at organisere persontransporten på.
Læs også: Alarmklokkerne bimler for danske virksomheder: Sats på deleøkonomien eller dø
Nye provokerende apps
Derfor har vi efter lukningen også set, at en række nye apps med lignende forretningsmodeller er skudt frem i bestræbelserne på at erobre de kunder og chauffører, som Uber nu efterlader.
En række tidligere Uber-chauffører har stiftet virksomheden Habil, der forsøger at undgå at blive omfattet af taxilovens reguleringer ved at tilbyde fragt af pakker.
Du kan eksempelvis få fragtet din taske med Habil, men virksomheden lægger ikke skjul på, at taskens ejer samtidig får mulighed for at køre med på turen.
Læs også: Den danske Uber-chauffør Nicolai lader sig ikke kue af lukning: Fortsætter som undergrunds-chauffør
Et andet initiativ er kørselsappen Avanti, der er stiftet af den liberale aktivist Lars Kragh Andersen, som til Berlingske Business siger:
"Vi bekymrer os ikke om, hvad der er lovligt eller ulovligt. Vi bekymrer os om, hvad der er rigtigt eller forkert. "
Stifteren af den dansk-norske kørsels-app Haxi, Aleksander Soender, har ligeledes fortalt til Computerworld, at han ser et hul i markedet efter Ubers lukning i Danmark.
Claus Skytte ser dog mest af alt disse initiativer som provokationer.
Han sammenligner det med udviklingen indenfor fildeling, som vi så tilbage i starten af årtusindet, da musikbranchen fik lukket Napster.
Efter lukningen af Napster vrimlede det ligeledes med alternativer, der ofte var kendetegnet ved kun at have skuldertræk til overs for ophavsretsloven.
Læs også: Napster ændrede musikbranchen for altid - gentager Uber nu historien for taxibranchen?
Zebraerne kommer
Efter lanceringen af Napster gik der årrække før først Apple med sin iTunes-forretning og til sidst Spotify med sin streaming-model fik knækket koden og lanceret et lovligt alternativ til fildelingen.
Claus Skytte vurderer, at vi på markedet for persontransport ligeledes kommer til at vente en årrække på, at nogen knækker koden og finder en forretningsmodel, der kan tilfredstille kunderne, branchen og det politiske miljø i Danmark.
Det vil dog ifølge Claus Skytte kræve en revision af taxiloven.
"I de seneste år har der været stor fokus på ‘unicorns (virksomheder med en værdi på mere end 1 milliard dollar, red), men jeg tror, at vi vil se, at de såkaldte zebras vil have en langt større muligheder for at overleve på i velfærdssamfund som det danske. ‘Zebras' er virksomheder, der ikke blot tjener aggressive amerikanske venturekapitalisters interesse, men også tager deres samfundsansvar alvorligt," forklarer Claus Skytte.
Han forestiller sig, at denne type samfundsansvarlige deleøkonomiske koncepter kan hjælpes på vej, hvis vi indfører en mærkningsordning, der kan fungere som en blåstempling af deleøkonomiske tjenester.
"Jeg forestiller mig, at vi ligesom at vi har e-mærket, kan indføre et d-mærke, der tildeles virksomheder, der kan dokumentere, at folk som bruger platformen betaler skat og er omfattet af forsikrings- og pensionsordninger," lyder det fra ham.
Den danske taxibranche jubler over Uber-lukning - men betyder det nu, at al innovationen stopper?