Du er fyret, hvis du er ældre end 35-40 år. Du er fyret, hvis du beder om en lønforhøjelse. Og fyret, hvis du er for dyr - eller bare oplevet som dyr.
Det er budskabet i bogen "Disrupted: My misadventures in the start-up bubble", som journalisten Dan Lyons udgav for nyligt om sit ene år som ansat i startup-virksomheden HubSpot.
I teorien burde Dan Lyons passe perfekt ind i en teknologi-virksomhed.
Med i bagagen har han både mange år som teknologi-redaktør på Newsweek og historien om, at han er manden bag den humoristiske "Fake Steve Jobs"-twitterprofil, som i flere år lavede sjov med hypen og kulturen i- og omkring Silicon Valley.
Da han som 51-årig blev fyret fra Newsweek var han begejstret for - efter lidt tid - at få et job som såkaldt "marketing fellow" i HubSpot, en virksomhed, der udvikler og sælger cloud-baserede digitale marketingstjenester.
Farvel til kontorstole og goddag til orange bolde
Men allerede første dag, hvor han måtte bede om en almindelig kontorstol i stedet for den orange bold, som var placeret ved hans skrivebord, fornemmede han, at det måske havde været en fejl at tage jobbet.
Denne fornemmelse blev ikke mindre, da han - efter tre måneder uden at have mødt chefen, der ansatte ham - gik direkte til stifterne med en ide.
Et par dage efter ender hans skrivebord uden yderligere forklaring i hjørnet i en kæmpe hal, hvor HubSpots ægte hjerte er:
En telemarketingafdeling, hvor endeløse rækker af øldrikkende, højtråbende unge mænd konstant ringer ud for at rekruttere nye kunder til den softwarebaserede service, som skulle være så avanceret, at kunderne burde komme af sig selv.
Men det paradoks generer ikke de orangeklædte, trofaste og meget unge ansatte, som mere virker som om, at de er medlem af en sekt og ikke ansatte i et selskab.
I stedet klæder de sig ud som mexicanere, arrangerer maler-workshops i arbejdstiden og dyrker stifternes lommefilosofiske betragtninger, som var det dybe filosofiske indsigter.
Kynisk eller korrekt
"Disrupted" kan læses som en halvbitter og helkynisk midaldrende mands opgør med en entusiastisk og forceret kultur, han ikke forstår. Og det er der noget om.
Men det ville være forkert udelukkende at se beretningen som kynisme eller afskrive den som komik, når de HubSpotansatte endnu engang opfører scener, der er som taget direkte ud af den sorte engelske satireserie "The Office".
Bogen sætter fingeren på et ømt punkt: Teknologi-branchens fokus på hype og finansiering over forretning.
Det er svært at sige sig helt fri for selv. Derfor bør du vaccinere dig selv med "Disrupted: My misadventures in the start-up bubble".
Kan vi egentlig leve af deleøkonomi? Eller skal vi tænke i andre baner?
Gratis software til din virksomhed varsler nye tider: Du skal betale med data