Beyond Data 2016: Vi tror, at vi er verdensmestre i data, men det er vi ikke.
Sådan lyder den lidt nedslående besked på konferencen Beyond Data, der foregår netop nu i København og har tiltrukket it-folk fra hele landet.
Der er dog stadig masser af lyspunkter i kongerigets it-afdelinger og virksomheder, både når det handler om teknik, lyst og evner.
Der er altså noget at bygge på, lyder det både fra erhvervslivet, eksperter og politikere, der taler på konferencen.
"På 30 minutter kobles der 2,5 millioner nye enheder på nettet, og på daglig basis genererer vi mere data end fra livets oprindelse og frem til 2003," lyder det fra Danfoss-direktør Niels B. Christiansen.
"Digitaliseringen går med andre ord rimelig stærkt. Og der er ikke plads til magelighed eller en selvtilfreds indstilling til at drive forretning."
Han peger dog på, at digitaliseringen ikke er en revolution, der vil ødelægge alle de gamle forretningsværdier. Det er et supplement, der kan bærer de gamle produktionsvirksomheder videre.
"Erhvervslivets transformation vil ikke blive let, og der vil komme masser af fejltrin, men dem, der står igennem, vil også stå tilbage som vindere. Digitaliseringen er både nødvendig og spændende."
Danfoss-chefen mener, at der er for meget varm luft i debatten, og at der skal definitioner til.
"De mange buzz-ord betyder ikke nødvendigvis noget. It skal sættes ind i en sammenhæng og en virkelighed, så den giver forståelse. Det skal gøres konkret."
Det handler eksempelvis om tilgangen til kunderne og at gøre strategien i firmaet digitaliseringsparat.
"For at komme i gang skal man finde nogle fokusområder og sætte ind der. Men husk at kunden står over teknologien. It skal give ny værdi. Men dem, der har adgang til platformen, har også adgang til vækst og værdi."
Han peger på Uber som et konkret eksempel.
"Uber har taget magten over forsyningskæden til kunden og har derved erhvervet sig den platform, der skaber værdi," siger han.
Hardware og software går hånd i hånd
Ifølge Niels B. Christiansen er hardware blevet et glemt kapitel i digitaliseringen. Men han vurderer produkterne som langt mere værdifulde.
"Software er det værktøj, der skal skabe udviklingen, men det digitaliseringsparate hardware er fundamentet for eksempelvis internet of things."
Det handler igen om at skabe platformen. I hans univers er det termostater, der kan kobles sammen med software, men Nokias nedtur og Apples succes er et andet eksempel.
"Nokia kunne udvikle og producerer telefoner i et voldsomt tempo, men tabte til Apple, der kun har få modeller. Men Apple har platformen, der kan forsynes med ny software med jævne mellemrum, så folk føler de får en ny telefon."
Denne platformsudvikling mener han ikke bare begrænser sig til telefoner, transport eller udlejning af boliger.
"Det kommer også på alle andre områder, eksempelvis blandt produktionsvirksomheder som os. Det er koblingen mellem hardware og software, der er spændende i forbindelse med nye forretningsområder."
Og det argument er en hård omgang for de traditionelle firmaer.
"For de traditionelle virksomheder betyder det en kæmpe udfordring og omstilling, men det er en gave til start up-firmaer."
Hans pointe er, at digitaliseringen ikke kommer til at erstatte de fysiske produkter, men den kommer til at forandre dem.
"Det kræver, at der i firmaer som vores sættes en retning, og at der arbejdes hurtigt."
Den udvikling vil ikke kun forandre produktionen, men også arbejdsmarkedet, hvor de digitale superhelte bliver en mangelvare.
Kompetente it-folk er allerede en mangelvare, og den udvikling fortsætter, hvis man ikke satser målrettet.
"De folk kommer ikke af sig selv. De ledere, vi har i dag, er uddannet efter helt andre principper. De skal have flere tekniske kompetencer fremover. Vi skal også have politikerne med for at få det til at blive en succes," siger han.
Minister: Vi skal nok gøre noget
Og der er faktisk en politisk vilje, forsikrer Erhvervs- og beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V).
"Vi skal blive bedre til at tjene penge," siger han på konferencen.
Og digitaliseringen skal være en af de løftestænger, der skal sørge for det.
"Udrulningen af bredbånd til hele landet er et helt konkret eksempel, der skal sikre et mere digitalt Danmark."
Men også det kompetenceløft, som Danfoss-chefen efterlyser, er i spil.
"Politikere skal blive bedre til at tænke længere end til det næste valg. I samarbejde med erhvervslivet vil vi forsøge at lægge en plan, der strækker sig ti år ud i fremtiden."
De elementer, han peger på, er områder som digital vækst, produktion og automatisering. Ligeledes skal strategien omfatte it-sikkerhed, uddannelse og deleøkonomi.
"Et konkret eksempel er, at vi vil se på bedre forhold for deleøkonomiske tjenester, for internettet er nok kommet for at blive," siger Troels Lund Poulsen.
Danmark er dårligst til data i Skandinavien
"Men hvor data-drevne er de danske virksomheder egentlig?"
Sådan lyder spørgsmålet fra Jens-Jacob Aarup, der er direktør i virksomheden Inspari, der har foretaget en analyse af netop den problemstilling blandt 400 virksomheder.
Og svaret er nok ikke det, man ønsker at høre.
"Sammenlignet med de øvrige lande i Skandinavien ligger vi sidst."
Finland indtager en klar førsteplads, ikke mindst fordi landet har formået at bringe det digitale perspektiv ind i undervisningen.
Det er dog ikke kun dårlige nyheder, der kommer over hans læber.
"På et enkelt år har vi oplevet en langt større forståelse og interesse i at bruge data i danske firmaer. Ligeledes oplever vi, at de firmaer, der går i gang med at bruge data bliver grebet af det og igangsætter flere og flere projekter," siger han.
Udfordringen er nu, at få gjort interessen til praktiske løsninger.
Udfordringerne i forhold til at bruge data ligger i strategi, kultur, accept og kompetencer. Fire områder, der skal arbejdes med.
Han giver fire gode råd til at komme i gang.
"Tænk stort, men start småt. Nedbryd siloer i virksomheden, find kompetencerne både internt og eksternt og sørg så for, at der er en fælles platform."
Læs også:
Er disruption blevet et meningsløst bullshit-begreb?
Disruption-designer: Sådan ryster du virksomheden og overhaler konkurrenterne