Staten fik kun 1,6 millioner kroner i kassen ved en netop afholdt auktion over licenser til den trådløse bredbåndsteknologi FWA (Fixed Wireless Access).
Dermed må staten nøjes med under en halv promille af de 3,8 milliarder kroner, som auktionen over de danske 3G-licenser for godt to år siden indbragte.
Den anden danske teleauktion dækker over en licens til etablering og drift af et trådløst netværk i Storkøbenhavn.
Kun to selskaber havde tilmeldt sig auktionen, og licensen kom på udenlandske hænder, da selskabet Flux Europe S.á.r.l. blev udpeget som vinder.
Taberen var Danske Telecom, som tidligere har kritiseret auktionsformen i skarpe vendinger. Staten foretrækker lukkede bud, hvor byderne ikke kan se hinanden, mens direktør Peter Jerry Sørensen hellere havde set en regelret auktion, hvor alle kan se, hvem der byder hvor meget.
Myndighederne har tidligere uddelt licenserne efter såkaldte skønhedskonkurrencer, hvor selskaberne kæmpede om de eftertragtede licenser med løfter om blandt andet billige priser, avancerede tjenester og hurtig udbygning af netværket.
Denne gang ville IT- og Telestyrelsen og de danske telepolitikere sikre sig, at licenserne kom i spil hurtigst muligt og valgte derfor auktionsformen.
- Der er kommet en ny spiller på det danske FWA-marked, da Flux Europa S.á.r.l. stammer fra Belgien, men er ejet af det amerikanske selskab Clearwire, siger kontorchef Susanne Mahler fra IT- og Telestyrelsen.
FWA (Fixes Wireless Access) blev omkring årtusindeskiftet spået en stor fremtid herhjemme, da teknologien sikrer lynhurtig, trådløs adgang til internettet i god kvalitet. Teknologien er dog aldrig brudt igennem på privatmarkedet, men benyttes stort set kun af større virksomheder, fordi udstyret er for dyrt til at konkurrere med ADSL.
Licensen i Storkøbenhavn gælder frekvensbåndet omkring 3,5 GHz, hvor Sonofon og Danske Telecom i forvejen har licenser. Tidligere har Tele2 helt opgivet at benytte sin licens på området, som blev tildelt ved en skønhedskonkurrence i 2000.