For det utrænede øje ligner motorcyklen fra Fenris Motorcycles enhver anden motorcykel.
Men når du sætter dig op på den og drejer gashåndtaget, så opfører den sig langt fra som de fleste de fleste motorcykler.
For Fenris Motorcycles er noget så sjældent som en dansk motorcykelproducent, der er i gang med at udvikle en elektrisk serieproduceret supermotorcykel med en tophastighed på over 300 km/t og en accelerationen, der kan sende dig fra 0 til 100 km/t på 2,5 sekunder.
"Det føles ikke som noget, du har prøvet før," forsikrer virksomhedens stifter og administrerende direktør Jesper Vind, da Computerworld møder ham i Fenris Motorcycles nye hovedkvarter på 3. sal i en gammel godsterminal ved jernbaneterrænnet i Københavns Sydhavn.
Kampen om at blive den to-hjulede Tesla
På bilmarkedet har amerikanske Tesla Motors sat sig på tronen som verdens førerede elbil.
Men på markedet for motorcykler er der i øjeblikket en hård kamp i gang, hvor en række forskellige spillere kæmper for at erobre markedet.
En af de spillerne er netop Fenris Motorcycles, der i øjeblikket arbejder på at lancere en eldreven såkaldt "superbike," der skal kunne måle sig med nogle af verdens mest eksklusive benzindrevne motorcykler.
Når Jesper Vinds har mod på at kaste sig ud i sådan et eventyr, er det ud fra en forventning om, at den teknologiske udvikling vil eliminere det forspring, som de traditionelle motorcykelproducenter nu har brugt mere end et århundrede på at opbygge.
"Det, vi ser lige nu, er, at el-motorcycklerne nulstiller markedet, og det betyder, at alle i branchen starter fra samme udgangspunkt. Havde vi prøvet at lave vores virksomhed med et benzinkøretøj, havde ikke haft en jordisk chance," siger Jesper Vind.
Rammer markedet om fire år
Han forklarer, at det er planen, at Fenris' motorcykler skal ramme markedet i løbet af 2020, og det er hans ambition, at virksomheden skal bygge knap 500 motorcykler i løbet af det første år.
"Men når vi ser 10 til 15 år længere frem, regner vi med at producere i omegnen af 5.000 motorcykler om året. Det vil bringe os på niveau med Aston Martin, der i øjeblikket producerer omkring 7.000 biler hvert år," siger Jesper Vind.
Det er endnu uklart, hvor motorcyklerne skal produceres, men det er forventningen at produktionen skal foregå i Skandinavien, forklarer han.
Motorcykelproduktionen er en bekostelig affære, og derfor står Fenris Motorcycles midt i forhandlinger om en kapitaltilførelse.
Hvor meget kapital, virksomheden har brug for at få tilført, kan Jesper Vind ikke røbe, men han forventer, at virksomheden vil have en årlig såkaldt burn rate på "et to-cifret millionbeløb"
Det er dog Jesper Vinds ambition, at virksomheden skal være profitabel i 2022 eller 2023.
Eksklusiv motorcykel
Ifølge Jesper Vind vil en Fenris-motorcykel prismæssigt komme til at ligge i samme prisniveau som eksklusive motorcykler fra mærker som Ducati, BMW og MV Agusta.
"Det vil sige en pris på mellem 300.000 til 500.000 kroner," siger han.
Den førende spiller på markedet er i øjeblikket den amerikanske producent Zero Motorcycles, der sælger et par tusinde motorcykler om året, men hvis elektriske motorcykel allerede i dag kan købes i Danmark.
Derudover har det italienske mærke Energica tidligere i år sendt en el-motorcykel på markedet, der har mange lighedstræk med den, som Fenris arbejder på.
Men også etablerede motorcykel-producenter som BMW, Harley Davidson og Yamaha arbejder i øjeblikket på at sende elektriske udgaver på markedet.
Det er dog ikke Jesper Vinds forventninger, at det ender som et winner takes it all-marked.
I stedet forestiller han sig, at markedet udvikler sig på samme måde, som markedet for benzindrevne motorcykler, hvor der er plads til adskillige forskellige producenter, som appellerer til forskellige kundegrupper.
"I dag er det reelt set kun to ambitiøse virksomheder, der har en el-motorcykel på markedet. Men der kommer til at være plads til mange flere. Lige nu minder markedet meget, om det, vi så med el-bilerne, før Tesla lancerede Model S. Det vil sige, at der mangler et firma, som for alvor viser, at der er et marked for elektriske motorcykler. Det firma bliver vores," lyder det selvtillidsfuldt fra Jesper Vind.
Byggede sin første motorcykel som otte-årig
Jesper Vind er selv en mangeårig motorcykelentusiast, og allerede som otte-årig var han med til at bygge sin første motorcykel.
Men hans kærlighedsaffære med de elektriske motorcykler starter først i 2010, da han er i færd med at istandsætte en gammel racer-motorcykel fra 1970'erne.
Her falder han i sin research ved tilfælde over en artikel om en entusiast, der bygger sin egen elektriske motorcykel.
"På det tidspunkt er elektriske motorcykler lidt en joke, men jeg læser mig frem til, at de nu kan køre over 210 km i timen, og at køreegenskaberne skulle være helt fantastiske og klart overgå, hvad der er muligt på en benzindreven-motorcykel. Efterhånden som jeg læser mere om el-motorcyklerne, mister jeg fuldstændig interessen for den motorcykel, som jeg er ved at istandsætte," fortæller han.
Kort tid efter beslutter Jesper Vind sig for at bygge sin egen el-motorcykel, og grundstenen til Fenris Motorcycles bliver lagt.
Læs også: Tesla og Elon Musk er elsket for de store visioner, men ude i horisonten trækker mørke skyer op
Tesla sender chok-effekt genem markedet
Efterfølgende har den teknologiske udvikling udelukkende udviklet sig til virksomhedens fordel.
Især har Teslas beslutning om at bygge verdens største batterifabrik, den såkaldte Gigafactory, i samarbejde med Panasonic haft stor betydning for batteripriserne.
Når fabrikken opnår fuld produktionskapacitet i 2018 ventes det, at den alene vil producere, hvad der svarer til den samlede verdensmarkedsproduktion af batterier i 2013.
Det har ifølge Jesper Vind sendt en chokeffekt ud gennem hele batterimarkedet og har fået flere andre producenter til at overveje at bygge nye batterifabrikker af tilsvarende størrelse.
"Det betyder, at vi er kommet ind på markedet på et meget spændende tidspunkt, hvor batteripriserne falder drastisk. Sidste år lå batteriprisen på 250 dollar, men i dag er vi nede på 190 til 180 dollar, og jeg vil skyde på, at vi i løbet af nogle år er nede på lidt over 100 dollar for en kilowatttime. Det vil sige, at mens vi sidder her og taler, bliver vores profitmargin bare større og større," siger Jesper Vind.
Trækker på arven fra motorindustrien
Selvom en elektrisk motorcykel i bund og grund er et stort stykke forbrugerelektronik, har Fenris Motorcycles ifølge Jesper Vind truffet et bevidst valg om at trække på designtraditionerne fra den etablerede motorindustri.
"Vi kunne godt lave et helt vildt og futuristisk design, men det gør vi ikke, fordi vi nødigt vil fremmedgøre vores kunder," siger Jesper Vind.