Artikel top billede

Fortalt til: Jacob Ø. Wittorff

Mennesker i IT
Udgivet 16. december 2016 kl. 12.54

Første gang jeg sad på vores elektriske motorcykel, vidste jeg, at vi havde fat i noget. Du bliver simpelthen helt fjollet glad, når du mærker accelerationen, og det tog mig to elle tre dage at komme mig over oplevelsen.

Når din krop bliver udsat for så kraftig en acceleration, reagerer din hjerne ved at blive skræmt, og det er netop det, der er med til at gøre oplevelsen sjov.

Det tror jeg, at de fleste der har oplevet accelerationen i en Tesla kan genkende, men på en motorcykel er oplevelsen bare meget mere autentisk, fordi du har en mere direkte kontrol over køretøjet, og samtidig sidder du helt ude i den fri luft, hvor du kan høre omgivelserne meget mere tydeligt.

Vores motorcykel kan accelere fra 0 - 100 på knap 2,5 sekunder, og det er simpelthen ikke fysisk muligt at gøre det ret meget hurtigere. Når du accelerer ud af et lyskryds på en el-motorcykel, ser det helt uvirkeligt ud. Jeg har to gange prøvet at folk har fulgt efter mig ind gennem byen og kørt op på siden af mig og spurgt: "Hvad fanden er det, du kører på?"

Det skyldes, at de kan se at køretøjet opfører sig på en meget speciel måde. En af dem sammenlignede det med tegnefilmsfiguren Hjulben. For i det ene øjeblik står den stille, og det næsten øjeblik - puf - så er den væk.

Jesper Vind, CEO, Fenris Motorcycles


Flere mennesker i IT Om mennesker i it