Tyske Siemens, verdens fjerdestørste producent af mobiltelefoner, sender nu sin kun halvandet år gamle modemobil-serie Xelibri på pension.
Tyskerne har erkendt, at mobilkunderne ikke kan se det fornuftige i at købe en mobiltelefon til mellem 1.500 og 3.000 kroner, som ikke kan ret meget andet end at matche dyrt designtøj ved festlige lejligheder.
Siemens var ellers fyr og flamme ved præsentationen af mode-mobilserien i januar 2003, hvor selskabet proklamerede, at der fremover ville komme fire nye Xelibri-telefoner på markedet to gange om året.
Grundtanken ved mode-mobilerne var, at brugerne skulle eje mere end én mobiltelefon.
Modebevidste mobilkunder skulle bruge Xelibri, der fås med indbygget make-up spejl, til at vise frem ved arrangementer, hvor design og mode spiller en rolle. Modetelefonen skulle suppleres af en avanceret mobil til arbejdslivet og måske en vandtæt mobil til stranden.
Men kunderne har ikke ligefrem revet mode-mobilerne ned fra butikshylderne i de stormagasiner og modebutikker, der som noget nyt har solgt Xelibri-telefoner sammen med kjoler, jakkesæt og smykker.
Siemens har endnu ikke offentliggjort, hvor mange Xelibri-telefoner selskabet nåede at sælge, men Axel Schafmestier, talsmand for Siemens mobilforretning, siger til nyhedsbureauet Bloomberg, at det drejer sig om "et par hundrede tusinde".