To store og velkendte danske it-konsulenthuse, Devoteam og HerbertNathan & Co, fusionerer.
Det meddeler selskaberne i en fælles pressemeddelelse.
Den nye konsulentvirksomhed får omkring 250 it-konsulenter i Skandinavien med en gennemsnitlig konsulenterfaring på over 15 år, oplyser selskaberne.
Målet er blandt andet, at den nye konsulentvirksomhed skal være bedre rustet til at hjælpe kunderne med at videreudvikle deres forretningsmodel.
Det skal ske ved "at kombinere markedets standardsystemer med data-drevet forretningsudvikling, digitalisering af kanaler, IoT, cloud, sikkerhed mv," lyder det.
"I lyset af den omfattende digitalisering i samfundet har virksomhederne brug for at skabe et nyt og forbedret afkast af deres omfattende investeringer i forretningssystemer. Med sammenlægningen af Devoteam og HerbertNathan & Co. har vi skabt en unik kombination af rådgivningskompetencer til at sikre kunderne dette afkast," siger Søren Nielsen, Managing Partner hos Devoteam Danmark, i pressemeddelelsen.
Kender hinanden godt
De to selskaber fremhæver, at de i forvejen i en årrække har arbejdet tæt sammen om forskellige projekter.
"Vi kender hinanden rigtig godt - og vi ved, at vi deler de samme værdier med et helt afgørende fokus på kundens udbytte af vores specialiserede rådgivning," udtaler Herbert Nathan, Managing Partner.
"Sammen vil vi i endnu højere grad - med en enestående kombination af interessante kunder og udfordrende opgaver - kunne tiltrække de bedste konsulenter i markedet," siger han videre.
Devoteam er størst
Selvom selskaberne kalder det for en fusion, bliver det Devoteam, der fylder langt det meste, når selskaberne lægges sammen.