Velkommen til mandagens morgenbriefing, som i denne uge er bragt af Kristoffer Ingemand.
I dag kan du læse om vinderen af en dansk startup-pris, et svensk ERP-eventyr, Metas bestyrelse og fremgang hos et Visma-selskab.
Vinderen af Tech Challenge er fundet
Selskabet Care-DNA er blevet udnævnt som vinder af Danish Tech Challenge 2024 ved DTU Science Parks Startup Awards.
Det skriver DTU Science Park i en meddelelse.
Med prisen følger Jyske Banks Startup Award samt 500.000 kroner.
Care-DNA arbejder med teknologi, der diagnosticerer kræft i bugspytkirtlen med en simpel blodprøve, der identificerer cirkulære DNA-kræftmarkører.
"At møde de forskellige fageksperter og lære om de mange startup-discipliner (i Danish Tech Challenge, red.) har været vigtigt for os, fordi det har været med til at forme virksomheden og skabe fundamentet for, at vi nu har et produkt og er klar til investering," udtaler CSO i selskabet Birgitte Regenberg.
Svensk ERP-selskab runder milepæl
Svenske IFS har rundet en værdiansættelse på 15 milliarder euro, hvilket svarer til 112 milliarder kroner.
Det oplyser selskabet i en meddelelse.
Det sker efter, at investoren Hg Capital har øget sin ejerandel og er blevet aktionær på lige fod med kapitalfonden EQT. Derudover får IFS nye aktionærer ind. Dette er sket til den nye værdiansættelse på 112 milliarder kroner.
I 2024 fik IFS 350 nye kunder herunder blandt andet Exelon, Rolls-Royce og Total Energies.
"Vi har en stålsat vilje til hurtigt at levere værdi til vores kunder, hvilket er den altoverskyggende årsag til vores succes og vedvarende vækst. Vores markedstilgang er anderledes og bliver ved med at drive momentum i de industrier, vi fokuserer på. Det gælder især inden for Industrial AI, hvor IFS.ai er blevet den foretrukne teknologi for virksomheder, der servicerer, beskytter og leverer energi til planeten. Investeringen og det fortsatte commitment fra Hg Capital, EQT og TA gør det muligt for os at sætte yderligere turbo på planerne om at blive den absolut førende leder inden for Industrial Software," siger CEO i IFS, Mark Moffat i meddelelsen.
Visma-selskab går fremad
Selskabet Visma Dataløn & Proløn oplevede fremgang i 2024.
Det fremgår af selskabets nyligt offentliggjorte regnskab.
Omsætningen endte på 425,8 millioner kroner for 2024 mod 404 millioner kroner i 2023.
Bundlinjen landede på 127 millioner kroner mod 112 millioner kroner i 2023.
"Årets overskud betragtes som meget tilfredsstillende," står der i selskabets ledelsesberetning i regnskabet.
Meta udvider bestyrelsen med republikanske kræfter
Meta, som er moderselskabet til Facebook, Instagram, Threads og WhatsApp, tilføjer nye medlemmer til bestyrelsen.
Det drejer sig om den tidligere republikanske embedsmand Dina Powell McCormick og den administrerende direktør for fintech-selskabet Stripe, Patrick Collison.
Det skriver Reuters.
De træder ind i bestyrelsen fra 15. april.
Derved har bestyrelsen 15 medlemmer.
Dina Powell McCormick har haft ledende roller hos Goldman Sachs og har tidligere været sikkerhedsrådgiver for præsident Donald Trump i hans første embedsperiode. Hun har også arbejdet under tidligere præsident George W. Bush.