En af pioner-virksomhederne inden for dansk e-læring, københavnske IMS Learning, solgte færre e-læringsprojekter og tjente færre penge i 2003 end året før. Omsætningen faldt 1,4 millioner kroner til 18,2 millioner kroner, mens overskuddet dykkede en anelse til en lille halv million kroner.
Den negative tendens skal vendes, og IMS, der i 2003 i gennemsnit havde 29 medarbejdere, udvider målgruppen til også at omfatte mindre virksomheder.
- Vi har tidligere haft fokus på de 50 største virksomheder i Danmark. Vi har eksempelvis solgt undervisningssystemer til hele Novo Nordisk og Lundbeck, siger Søren Sander, administrerende direktør for IMS.
Han vil fremover fokusere på 10 gange så mange virksomheder, de 500 største herhjemme.
- Vi ændrer også vores forretningsområde, så vi ikke primært går efter at sælge webbaserede træningsværktøjer til en hel virksomhed ad gangen. Nu går vi mere målrettet efter at udvikle systemer til mellemlaget, fortæller Søren Sander.
IMS Learning A/S | Årsregnskab | |
Millioner kroner | 2003 | 2002 |
Omsætning | 18,2 | 19,6 |
Resultat før afskrivninger | 0,81 | 1,09 |
Resultat før skat | 0,69 | 0,30 |
Resultat | 0,49 | 0,72 |
Egenkapital | 7,7 | 7,2 |
Antal ansatte | 29 | 30 |
Han påpeger også, at den faldende omsætning og indtjening skyldes, at hele e-læringsmarkedet var ramt af nedgang i 2003.
- Vores omsætning og overskud er faldet, men ikke vores markedsandel, så jeg er optimistisk i forhold til fremtiden, siger direktøren.
Han fremhæver, at e-læringsbranchen er inde i en modningsfase, hvor virksomhederne ikke længere køber e-læring for at være gearet til fremtiden, men når der opstår et reelt problem.
- Jeg plejer at formulere det på den måde, at jeg ikke længere skal sælge vitaminpiller, men i stedet hovedpinepiller, der skal kurere det område i en virksomhed, der lider, siger Søren Sander.
Optimismen hænger også sammen med, at IMS stadig har masser af penge på kistebunden, nemlig 9,4 millioner kroner i likvide midler. Pengene stammer fra investoren Internet Ventures Scandinavia.