Den canadiske teleproducent Nortel blev fredag stævnet og fik ordre på at sende en række dokumenter ind til de amerikanske myndigheder.
Stævningen er et led i en omfattende kriminalsag rejst af myndighederne i USA, som ledes af statsanklageren i Dallas, Texas, skriver Financial Times.
Nortel har meddelt, at selskabet vil samarbejde med myndighederne i sagen. Ifølge Nortel har myndighederne bedt om at få regnskaber og finansielle rapporter fra januar 2000 og frem til 2003.
Dermed fortsætter problemerne for Nortel, der i sidste måned fyrede tre topchefer, da det viste sig, at der hersker kaotiske tilstande i teleproducentens bogholderi.
I begyndelsen af marts meddelte canadierne, at de vil fremlægge nye regnskaber for årene 2000 til 2003. En intern undersøgelse havde nemlig afsløret, at der var knas med regnskaberne. I første omgang betød det, at to chefer blev sendt på ufrivillig ferie. Det blev senere fulgt op med de tre fyresedler til tidligere topchefer.
Nortel har været hårdt presset af krisen i telebranchen og har solgt næsten tre fjerdedele af sit produktionsapparat fra til blandt andet Flextronics.