ComputerViews: Det er hårde tider i den danske telebranche, hvor de tre største spillere - TDC, Telia og Telenor - alle har nedskrevet værdien af deres forretninger inden for den seneste måned.
Det samlede beløb, selskaberne har nedskrevet for, løber op i 7,7 milliarder danske kroner.
I Telenors netop offentliggjorte årsregnskab ender den danske del af telekoncernen ud med et tab på omkring 1,9 milliarder danske kroner.
Hovedårsagen er, at koncernen har nedskrevet værdien af den danske forretning med omkring 1,6 milliarder danske kroner.
"Udsigterne på det danske telemarked forbliver udfordrende. Som en konsekvens af det har Group (koncernen, red.) revurderet værdien af Telenor Danmark med opdaterede indtjenings-forventninger," skriver Telenor.
Selskabet forklarer samtidig, at der er sat gang i en turnaround-proces, efter at fusionsplanerne med Telia måtte droppes i efteråret.
Læs også: Telenor hårdt udfordret i Danmark: Ender med dundrende milliardunderskud
Også hos den svenske ærkerival, TeliaSonera, er den danske forretning lidt af en udfordring.
I januar meddelte TeliaSonera, at koncernen nedskriver goodwill i den danske forretning med 1,9 milliarder svenske kroner, omkring 1,5 milliarder danske.
"Nedskrivningen skyldes en opdatering af indtjenings-forudsigelserne efter den tidligere annoncerede beslutning om at droppe den foreslåede joint venture med Telenor i Danmark," skriver selskabet.
Telia fyrer i Danmark
I TeliaSoneras årsregnskab for 2015 står den danske forretning for en omsætning på lige knap 5,9 milliarder svenske kroner, en stigning på 2,2 procent i forhold til året før, mens driftsresultatet (EBITDA) endte på 743 millioner svenske kroner, et fald på 3,7 procent i forhold til 2014.
Bundlinjen i den danske forretning fremgår ikke af regnskabet, men så sent som for to uger siden fyrede Telia 43 ansatte i den danske forretning.
"Jeg er ked af, at det er blevet nødvendigt med afskedigelser. Vi har en AOP - en Annual Operating Plan - med nogle finansielle mål, som vi ikke kan nå alene med de øvrige planlagte effektiviseringer og tilpasning af vores forretning," forklarede Morten Bentzen, der er direktør i Telia Danmark.
Læs mere om det her.
TDC nedskriver for 4,6 milliarder
Værst af alt står det dog til hos TDC, der for få uger siden foretog en regnskabsmæssig nedskrivning i Danmark på 4,6 milliarder kroner som følge af udviklingen i særligt erhvervsforretningen.
Det skyldes ifølge selskabet, at "udsigterne for 2016 blandt andet (er) præget af fortsat hårdt pres på den danske forretning, hvilket betyder, at den forventede, resterende udbetaling af udbytte for 2015 desværre ikke udbetales."
Læs også: Spritnyt årsregnskab fra TDC: Så presset er den danske telegigant
TDC endte i 2015 med et underskud på knap 2,4 milliarder kroner. Koncernens omsætning for hele året landede på 24,3 milliarder kroner, mens EBITDA-resultatet for året lå på 9,8 milliarder kroner - det er 6,9 procent lavere end i 2014, når man frasorterer køb og salg af virksomheder og andet.
Her er forklaringen
Det er tydeligt, at der er to primære årsager til de tre teleselskabers enorme nedskrivninger:
1) Det danske telemarked er præget af en ualmindelig intens konkurrence, hvor en hård kamp om kunderne blandt TDC, Telenor, Telia og 3 over en række år har presset priserne og dermed forringet indtjeningsmulighederne.
2) Efter den havarerede fusion mellem Telia og Telenor er de to selskaber tilbage ved start: Det vil så konkret sige den problematiske konkurrencesituation, der i første omgang fik selskaberne til at gå efter en fusion.
Har skabt ny markedsdynamik
Den droppede fusion har dog også allerede haft en anden konsekvens.
Som Computerworld skrev for nogle uger siden, har alle de store danske teleselskaber nemlig efter den droppede fusion hævet prisen på deres billigste mobilabonnementer. Læs mere her.
Morten Imsgard, der er aktieanalytiker i Sydbank og følger den danske telebranche, har forklaret, at alle selskaberne har en interesse i at sikre en bedre indtjening - og især efter at løsningen med en fusion faldt til jorden.
Det har resulteret i stigende priser.
"TDC har udnyttet en mulighed til at hæve priserne i kølvandet på den mislykkede fusion, hvor både Telia og Telenor står med et stort problem, der skal løses, fordi de ikke kunne få lov til at fusionere."
"Det har skabt en anden markedsdynamik, hvor de er meget interesserede i at følge med TDC i de her prisstigninger, fordi de kan se, at det kan være vejen til at få en bedre dansk forretning," forklarede Morten Imsgard.
Det sidste af de fire store danske teleselskaber, 3, har endnu ikke offentliggjort nyt årsregnskab, men i de senere år har 3 faktisk været det selskab, der har klaret sig bedst.
I 2014-årsregnskabet landede 3 et resultat på 358 millioner kroner, hvilket var seks procent mere end året før.
Samtidig var omsætningen steget fra 2,8 milliarder til 3,1 milliarder kroner.
Læs også:
Telenor hårdt udfordret i Danmark: Ender med dundrende milliardunderskud
Spritnyt årsregnskab fra TDC: Så presset er den danske telegigant
Telia fyrer 43 ansatte i Danmark
Disse fem begivenheder vil ændre den danske telebranche i 2016
Telenor-direktør: Derfor lukker vi Bibob og flytter kunderne til CBB
Efter mange års priskrig: Derfor stiger prisen for et mobilabonnement i Danmark
Her er de vigtige nøgletal for den danske telebranche: Sådan går det telebranchen
TDC, Telenor, Telia og 3: Sådan klarer selskaberne sig i kampen om mobilkunderne
Efter havareret fusion mellem Telenor og Telia: Alt er (stadig) i spil i dansk telekrig