Regnskabsåret 2015 blev endnu et hårdt et af slagsen for Danmarks største telekoncern, der i det netop udsendte årsregnskab må oplyse om tilbagegang på en række vigtige forretningsområder.
TDC's omsætning faldt med 1,9 procent i forhold til året før (når man fjerner opkøbet af norske Get), og alene i fjerde kvartal gik selskabets overskud før skat, afskrivninger og renter (EBITDA) tilbage med hele 9,8 procent.
TDC's omsætning for hele året landede på 24,3 milliarder kroner, mens EBITDA-resultatet for året lå på 9,8 milliarder kroner - det er 6,9 procent lavere end i 2014, når man frasorterer køb og salg af virksomheder og andet.
TDC endte i 2015 efter skat med et underskud på knap 2,4 milliarder kroner. I 2014 havde selskabet et overskud på omkring 3,2 milliarder.
"Som udmeldt på Kapitalmarkedsdag i sidste uge, er udsigterne for 2016 blandt andet præget af forsat hårdt pres på den danske forretning, hvilket betyder, at den forventede, resterende udbetaling af udbytte for 2015 desværre ikke udbetales," skriver TDC i en pressemeddelelse.
"Vi nåede vores finansielle mål for 2015, men må desværre aflyse den resterende del af udbyttebetalingen for 2015 på grund af forværrede udsigter for 2016. Det er en trist meddelelse for vores aktionærer, men presset på den danske forretning er hårdt," udtaler koncernchef Pernille Erenbjerg.
Den danske del af TDC-forretningen havde i 2015 et fald i omsætningen på fem procent til 19 milliarder kroner, mens EBITDA-resultatet faldt med hele 10,5 procent til 8,2 milliarder.
Erhvervsforretningen i store problemer
I årsregnskabet for 2014 fik TDC et overskud før skat, afskrivninger og renter (EBITDA) på 9,8 milliarder kroner, mens omsætningen i 2014 landede på lidt mere end 23 milliarder kroner.
Når omsætningen i 2015-regnskabet er større i tørre tal skyldes det primært, at norske Get indgår i regnskabet.
"Korrigeret for køb og salg af virksomheder, valutakursudvikling samt reguleringseffekter, faldt TDC Groups omsætning med 1,9 pct., mens indtjeningen (EBITDA) tilsvarende faldt med 6,9 pct," skriver TDC.
Det hårde prispres på både privat- og erhvervsmarkedet i Danmark gør ondt på TDC, der da også så sent som i sidste uge foretog en regnskabsmæssig nedskrivning i Danmark på 4,6 milliarder kroner som følge af udviklingen i særligt erhvervsforretningen.
Erhvervsforretningen havde i 2015 en omsætning på 5,9 milliarder kroner, hvilket er en tilbagegang på 7,2 procent.
EBITDA faldt med hele 16,6 procent.
TDC's nye regnskab byder dog også på positive tendenser - blandt andet har Get haft en vækst på 10 procent i driftsresultatet, og også i Sverige går det godt for TDC.
Det er dog fortsat den danske del af koncernen, der fylder mest (19 af 24 milliarder kroner i omsætningen), og derfor er det også her i Danmark, at TDC er nødt til at få bedre styr på resultaterne.
TDC vil være enklere og bedre
Koncernchef i TDC, Pernille Erenbjerg, udtalte for få dage siden til Computerworld, at det primære mål for TDC i de kommende år er at gøre koncernen og dens produkter enklere og bedre.
"Bare som et eksempel på, hvorfor det er nødvendigt, kan vi se i erhvervsforretningen, at vi har 3.000 forskellige pris- og rabatstrukturer. Så længe vores kunder er på så mange forskellige produkter og prisplaner, er der en grænse for, hvor langt vi kan komme med forenklingen."
"Så med det arbejde vi laver der, muliggør vi også en effektiviseringen i vores egen måde at arbejde på," sagde Pernille Erenbjerg blandt andet. Samtidig har TDC allerede valgt at skifte navn til Yousee i privatforretningen.
Hård kamp om mobilkunderne
TDC er det største mobilselskab i Danmark med over 2,7 millioner mobilabonnementer i første halvår 2015, hvilket er en markedsandel på 37,7 procent.
TDC skriver i årsregnskabet, at selskabet i 2015 oplevede et fald i omsætningen i privat-mobilforretningen på 6,3 procent.
Det skyldes primært, at TDC omsætter for færre penge per kunde, for faktisk er kundebasen i privat-mobilforretningen ifølge TDC steget med 25.000 i 2015.
I 2014-årsregnskabet måtte TDC konstatere, at selskabet i årets løb havde mistet 113.000 mobilkunder.
Læs også:
TDC-topchef: For billigt for andre teleselskaber at udnytte TDC's netværk
Pernille Erenbjerg: Derfor er navneskiftet fra TDC til Yousee nødvendigt
TDC, Telenor, Telia og 3: Sådan klarer selskaberne sig i kampen om mobilkunderne
Fra revisor til topdirektør med 8.500 medarbejdere: Sådan blev Pernille Erenbjerg koncernchef i TDC
Fra TDC til Yousee: Det handler TDC's opsigtsvækkende navneskifte egentlig om