"Koldt? Det er ikke koldt. Jeg har boet mere end tre år i Finland og der har jeg lært, at så længe temperaturen holder sig over minus 15-17 grader, så kan ungerne sagtens lege udenfor... ".
Ordene kommer fra Tata Consultancy Services (TCS) nyudnævnte danske landechef, Ruchikar Dalela. Og de falder til Computerworlds udsendte, som netop har beklaget sig over det danske januar-vejr, som balancerer lige på frysepunktet.
Men det er ikke kun vejret, den 17-årige Tata-veteran holder af ved Skandinavien:
"Danmark er umiddelbart meget som Finland; Ting virker bare, folk mener, hvad de siger, så man skal ikke tænke så meget over, om der er alle mulige dagsordener bag ved. Og så kommer folk til tiden, hvis man har møde med dem."
En anden ting, som den ingeniøruddannede Ruchikar Dalelas har noteret sig, er ambitions-niveauet:
"Firmaer i Danmark ser ud til at have et andet mindset i forhold til Mellem- og Sydeuropa. De er meget ambitiøse. For de firmaer, jeg har mødt, så handler det ikke kun om at overleve, men om at innovere og forbedre hele tiden. Det betyder også, at mange af de ting, som vi arbejder med her, er nye og langt fremme i udviklingen. Samtidig får vi en viden, som vi kan overføre til andre steder i verden", forklarer Ruchikar Dalela.
Vil tage markedsandele på detail og offentlig sektor
Ifølge Ruchikar Dalela er TCS's nordiske forretning blevet tredoblet i løbet af de seneste fem-seks år.
I Danmark har TCS således 30-35 kunder, som betjenes af knapt 1.300 TCS-ansatte. Heraf sidder cirka 320 basret i Danmark, mens resten sidder i Ungarn, Kina, Indien eller et andet af de såkaldte TCS Excellence-centre rundt om i verden.
De danske ambitioner rækker til dog mere for indiske TCS, som traditionelt har beskæftiget sig med it-service:
"Vi har gode kunder i Danmark, men det er klart, at vores markedsandel er til at overse," forklarer Ruchikar Dalela og uddyber:
"Vi er til stede i finanssektoren i Danmark, men vi er ikke så store, som vi synes, at vi burde være, når man tænker på, hvad vi kan tilbyde. Og specielt inden for detail og den offentlige sektor ser jeg muligheder for at bruge vores evner. Vi driver i dag allerede det engelske pensionssystem inklusive back-office og mange tilknyttede systemer, så erfaringerne er til stedet i firmaet."
Den danske opgave
Ruchikar Dalela, hvad er det, du reelt skal levere her i Danmark?
"I 2004 eller 2005 havde jeg fået et tal fra hovedkontoret for det antal kunder eller brancher, som jeg skulle lykkedes med. Men det er vores erfaring, at den slags skaber begrænsninger.
I vores øjne er alle firmaer teknologifirmaer nu - eller i gang med at blive det. Det passer os i virkeligheden rigtigt godt. For vores forretning er ikke it-outsourcing. Det er at gøre kunderne succesfulde. Blandt andet ved at trække på den viden, som vores 335.000 ansatte over hele verden skaber. Men helt overordnet, så er vores ambition at ville arbejde med Top 3 inden for enhver branche. Uanset hvor store de potentielle kunder måtte være.
Mit mål her i Danmark er derfor, at skabe langsigtede relationer med kunder. Uanset kundens størrelse"
Du taler om at skabe langsigtede relationer. Men samtidig trenden går mod stadig kortere kontrakter med firmaer som TCS?
"Ja, det ser vi også. Men vi har også kunder som Citibank og British Telecom, som vi har haft som kunder i mere end 20 år. Vi oplever nu, at vi ofte hjælper med at genopfinde forretningen og forretningsmodellen. Det arbejder bliver man nødt til at se i et længere perspektiv, hvis man virkelig vil forandring."
Ifølge Ruchikar Dalela arbejder selskabet på at bevæge sig fra at være serviceleverandør til at være ide- og udviklingspartner.
"Vi arbejder med et internationalt forsikringsselskab, som tilbyder kunderne at overvåge deres kørsel med vores teknologi. Hvis man kører uden problemer, så begynder forsikringspræmien at falde efter 18 måneder. I princippet kunne forsikringen blive næsten gratis for idealkunden, som aldrig har uheld," siger han.
Løsningen indeholder desuden en app til brugerne, hvor de kan sammenligne deres kørsel med andre brugere.
"Det viser for mig, hvordan rollen for it-leverandører har skiftet fra at være en 'do´er' til en partner. Men vi skal huske, at it stadig er ung industri. Produktionsindustrien har haft glæde af Henry Fords samlebånd, men det er først ved at påvirke it-anvendelsen i dag," siger han.
"Det er derfor jeg ser, at it lige nu udvikler sig mod langt mere automatisering. Og at vi bevæger os mod at have it-miljø, som stort set kører uberørt af menneskehånd."
Automatisering af it-opgaver højt på dagsordenen
Automatisering fylder stadig mere hos de store it-firmaer. Men hvad er det for en rolle, du ser, at automatiseringen har inden for it-drift?
Når jeg i den her sammenhæng taler om automatisering, så handler det om regel-baseret og selv-lærende automatisering. En af vores kunder er en stor amerikansk bank. De havde 30.000 batch jobs hver dag på verdensplan. Umiddelbart kan det lyde simpelt at regelbaseret det. Men det var i virkeligheden ekstremt kontekst-baseret når de fejlede. Og det gjorde arbejdet med regelbaseret automatisering umuligt - eller i hvert fald så omfattende, at det reelt var umuligt."
Her var vores svar en selv-lærende automatisering, som kunne håndtere ændringerne i it-miljøet.
Automatisering er selvfølgelig ikke en nøglefærdig løsning hvor det hele bare kører fra starten af. Det er noget man ruller ud - og hvor man hele tiden vurderer risikoen i forhold til ens forretning og opgaver.
Men for flere af vores kunder er automatisering oppe på 40 procent uden at det kræver kæmpe ændringer i deres setup.
Nye opgaver til it-folk
Det lyder som om, at en del it-folk skal have nye opgaver i fremtiden?
"Ja, det tror jeg også," siger Ruchikar Dalela.
Han peger på, at der efter hans opfattelse bliver mindre behov for de it-folk, som udfører rutinemæssige opgaver.
"Til gengæld vil vi i it-afdelingerne få spændende opgave, som dem, der lærer systemet, hvordan det skal opføre sig - og som dem, der tager sig af afvigelser," siger han.
Et eksempel er automatisering af test, fortæller han.
"Men den virkelige kunst ligger i at vide, hvad der skal testes, og hvad der for eksempel vil ændre sig over de to-tre år, som en test skal tage højde for. Det betyder måske mindre efterspørgsle efter de folk, som før testede. Men de folk, som kan definere rammerne, er meget efterspurgte," siger han.
Det betyder også store omvæltninger hos TCS.
"Men jeg har det sådan, at det i den sidste ende handler om, hvad vi kan hjælpe kunderne med. Hvis vi får styr på det, så skal tallene nok falde på plads. Det gør de altid. Det har været vores taktik de seneste 30-40 år: Er kunderne glade, så falder alt andet på plads."
Læs også: "Mit vigtigste råd er, at man skal huske, at det er meget svært at fornærme en dansker"