Interview: Danske virksomheder er blevet bedre til outsourcing.
Leverandørerne er blevet mere modne, og produkterne er blevet af en mere ensartet kvalitet.
Men på det offentlige område holder man igen, og der er også plads til forbedringer i de danske it-afdelinger i privat regi.
Det er et par af hovedkonklusionerne i PA Consulting Group og Whitelane Researchs rapport, It Outsourcing Study 2016 Nordics.
Her har de to firmaer samlet tallene i den årlige outsourcing-rapport for hele Norden.
Over 300 nordiske virksomheder har deltaget i undersøgelsen, og der er gennemgået cirka 1.000 outsourcing-kontrakter.
29 service-leverandører er ligeledes blevet evalueret og rangeret i rapporten.
Hvad sker der med outsourcing i Danmark?
Henrik Ringgaard Pedersen, du er ekspert i sourcing i PA Consulting. Hvad er det mest væsentlige i denne helt nye rapport om outsourcing i Danmark?
"Overordnet er tendensen, at der skal outsources mere på tværs af alle områder, men der er variation over de forskellige brancher. Bemærkelsesværdigt er det eksempelvis, at det offentlige forventer at outsoucre mindre i de kommende år."
Hvorfor ønsker det offentlige at outsource mindre, når tendensen går i den modsatte retning?
"Der er to hovedfaktorer. Det kan være svært, at skrive kontrakter på offentlig it, og så er der også den faktor, at der er flere, som har haft uheldige oplevelser med outsourcing. Særligt kan de være svært at skrive kontrakter på moderne former for it-leverancer som Agile og DevOps," vurderer Henrik Ringgaard Pedersen.
"Forretningskompleksitet kan være svært at definere præcist i en kontrakt, og det har givet negative oplevelser for nogle offentlige instanser. Her har man nok oplevet, at det er lettere at have sine egne folk, der kan tage hånd om tingene."
"Ligeledes er der en stribe virksomheder i både det offentlige og det private, der hiver forretningsnære tjenester hjem. Det er eksempelvis support- eller servicefunktioner."
15 procent af de danske virksomheder ønsker ikke at outsource yderligere, end de gør i dag. Er det et højt tal?
"Det er et højt tal, men det er ikke fordi virksomhederne ikke vil outsource. Det er et signal om, at der på nogle områder vil blive outsourcet mindre. Generelt i Norden er der 21 procent af de offentlige virksomheder, der vil outsource mindre og kun fem procent, der vil outsource mere. På den måde trækker det offentlige i den modsatte retning af det private. Mange virksomheder har nået et 'mætningspunkt'."
Læs også: Priskrigen på it-outsourcing raser: Derfor får du mere for pengene
Derfor halter det i det offentlige
Giver det god mening, at det offentlige handler på denne måde?
"Det burde ikke være svært for en offentlig virksomhed at outsource, men erfaringen viser det modsatte. Det handler måske også om, at det er en ny måde at arbejde på, som det kan være svært at måle effekten af i offentligt regi."
Hvor har udviklingen bevæget sig hen i forhold til sidste års opgørelse?
"En at de ting, man kan bide mærke i er, at tilfredsheden med leverandørerne er faldet over en bred kam, og den har også ramt en række enkeltleverandører ret markant. Den gennemsnitlige tilfredshed i Danmark var på 76 procent sidste år og 74 procent i år," fortæller han, og fortsætter:
"Der er to elementer, der er interessante. For det første er der ikke særlig stor forskel mellem leverandørerne. I top otte er der kun fire procents forskel. Det er ikke ret meget. Kundetilfredsheden hos flere af de amerikanske leverandører er også blevet bedre, hvilket dog kan skyldes, at deres utilfredse kunder har stoppet samarbejdet."
Så der har været en udlugning i kundedatabasen?
"Ja det har der. Nogen er selv gået, mens andre har 'fået lov til at gå'. Det er blevet hverdag i outsourcing-branchen. Nyhedens interesse er nok væk, og nu skal leverandørerne til at levere det, som er aftalt i kontrakterne. Ligeledes skal leverandørerne til at tjene penge. Det er nok et par af begrundelserne for, at tilfredsheden hos kunderne falder lidt."
Er der leverandører, der har gjort det bedre end andre?
"Helt givet. Lokale, mindre virksomheder som NNIT og KMD er eksempler på firmaer, der har formået at løfte niveauet og blive mere globale og professionelle. Den store forskel, man så mellem leverandørerne for bare fem år siden, er blevet udjævnet. Leverandørerne er blevet mere modne, og de fleste kan leve bredt. Markedet nærmer sig hinanden."
Læs også: Disse outsourcing-virksomheder vinder de helt store kontrakter
Plads til forbedring i it-afdelingen
Kan man læse en ny tendens i outsourcing ud fra tallene? Hvor er vi på vej hen?
"Infrastruktur er blevet en kapacitet, der er rykket ud af it-afdelingerne, og it-chefen kan ikke længere gå ned i serverrummet og sparke til rack'et. Sådan er det ikke mere. Infrastruktur skal være praktisk, fleksibel og hurtig. Virksomhederne gider ikke bruge tid på antallet af servere, det skal bare køre."
Hvor langt er man i denne proces?
"De store virksomheder er godt på vej, mens der er plads til mere blandt de mindre."
Når man ser på begrundelserne for outsourcing, så er besparelser kun nummer tre på listen. Hvorfor er det sådan?
"Virksomheder prioriterer adgangen til ressourcer og forretningen højere. Det handler om at fokusere på det vigtige i forretningen, og så kommer driften i anden række."
Hvor kan virksomhederne blive bedre til at outsource?
"Leverandørudvælgelse og sourcing-strategier er vi blevet ret gode til. Der, hvor det halter lidt, er, når det handler om kontraktstyring/governance og ændringer i systemerne. Men det er også relativt nye arbejdsopgaver i it-afdelingen," lyder Henrik Ringgaard Pedersens analyse af outsourcing-markedet i 2016.
Læs også:
Danske it-opgaver strømmer til Indien: Derfor foretrækker danske firmaer de indiske leverandører
Disse outsourcing-virksomheder vinder de helt store kontrakter
Outsourcing er stadig et kæmpe hit i Danmark - og de globale leverandører har fået fat
Priskrigen på it-outsourcing raser: Derfor får du mere for pengene