TOPNYHED:Microsoft klar med ny direktion for den danske forretning: Her er de nye direktører

Artikel top billede

Den danske it-branche sukker efter it-folk - mens CSC, IBM og KMD fyrer

Der er en alvorlig mangel på it-specialister i den danske it-branche, men samtidig har it-giganter som CSC, IBM og KMD over de seneste år skåret drastisk ned på antallet af ansatte.

For nylig kunne vi her på Computerworld beskrive, hvordan antallet af ansatte hos danske it-giganter som CSC, IBM og KMD rasler ned i disse år.

Det drejer sig rundt regnet om et par tusinde færre ansatte hos de tre it-virksomheder siden 2009-10, og det er ikke slut endnu:

Så sent som i denne uge har CSC meddelt, at der der skal afskediges yderligere 400 medarbejdere, og IBM Danmark har også lige haft endnu en runde med 90 afskedigelser.

Søges: 3.000 it-specialister
Det paradoksale er, at der samtidig er en betydelige mangel på it-folk i den danske it-branche.

ITEK under Dansk Industri har for nylig udgivet en rapport (PDF) om manglen på it-folk i Danmark, hvor man konkret peger på, at der om blot fem år mangler 3.000 it-specialister i den danske it-branche.

Her står der blandt andet:

"Prognosen viser et udækket behov i 2020 på omkring 3.000 kandidater - alene i ITEK-branchen."

"Til de 3.000, der mangler, skal lægges en ganske betydelig vækst i behovet for it- og elektronikeksperter i resten af økonomien, som følge af en generel teknologisk udvikling i samfundet, bl.a. digitalisering, big data og Internet of Things. Denne gruppe skønnes at udgøre op til yderligere 3.000 kandidater."

Læs også: Antallet af ansatte rasler ned hos de danske it-giganter

Hvad med alle de fyrede?

Spørgsmålet er derfor, om de virksomheder, der sukker efter it-folk, er gode nok til at gribe fat i dem, der mister jobbet hos eksempelvis CSC, IBM og KMD? 

"Selvom vi har et af verdens mest effektive arbejdsmarkeder, kan vi godt gøre mere ved det," siger Henrik Valentin Jensen, der er chefkonsulent i ITEK under Dansk Industri.

Han forklarer, at ITEK har sat gang i et konkret tiltag med sammen med Prosa, Akademikerkampagnen, Akademikernes A-kasse, IDA og Djøf under Grand Coalition for Digital Jobs i EU.

"Vi spørger vores medlemmer, hvad de mangler, og hvilke faglige udfordringer, de står med i de næste par år - og hvilken type folk det så peger i retning af. Og så laver vi nogle arrangementer, hvor vi forsøger at koble de to ting. Vi er startet op her i april, og det er et samarbejde, vi forventer os meget af."

Henrik Valentin Jensen mener generelt, at der er gode muligheder for at finde arbejde igen, hvis man mistet sit job i it-branchen.

"Det kan selvfølgelig være svært, hvis der lige pludselig bliver flere hundrede ledige i det samme kvarter i København, der alle har den samme profil. Men hvis det er, fordi CSC træffer nogle forretningsmæssige beslutninger af den ene eller den anden art, betyder det jo ikke, at de her folks kompetencer er forkerte."

Få for af nogle - for mange af andre

Mener I, at de danske it-virksomheder generelt er åbne nok overfor de forskellige typer af profiler, der findes?

"Helt generelt, ja. De er interesserede i alle, der har kompetencerne. Det, vi også får bekræftet hos virksomhederne, er, at vi mangler dem med meget teknisk orienterede uddannelse, og der er nok for mange, der har de meget brede kombinationsuddannelser indenfor it."

"Der er ikke noget galt med de menneskers kompetencer til det, de skal lave - de er bare ikke uddannet til det, vi efterspørger rigtig mange af."

Henrik Valentin Jensen tilføjer, at udfordringerne med mangel på it-folk og især it-specialister er den samme i eksempel Norge og Sverige og i EU generelt, hvor man taler om, at der mangler 900.000 medarbejdere i de kommende år.

Men beskæftigelsen falder jo?

ITEK skriver dog også i rapporten, at beskæftigelsen i ITEK-branchen siden 2009 er faldet fra cirka 98.000 til godt 90.000 ansatte.

"Trods fald i den samlede beskæftigelse, har virksomhederne i branchen ikke været i stand til at rekruttere det antal it- og elektronikkandidater, de har behov for," forklares det.

Henrik Valentin Jensen fortæller, at den faldende beskæftigelse naturligvis skyldes blandt andet finanskrisen, men i høj grad også, at det er bestemte it-profiler, der er mangel på:

"En del af det, vi har kunnet se er faldet væk, er ufaglærte stillinger, mens beskæftigelsen ikke falder hos folk med højere uddannelser. Efterspørgslen er i højere og højere grad på specialisterne."

Læs også: Danske it-giganter har skåret ned - men her er bemandingen øget

Nogle af de medarbejdere eksempelvis CSC og IBM har skilt sig af med, er jo netop specialister - men så er det måske på mainframe-området. Hvordan undgår man at blive specialist på et område, hvor der måske ikke er et behov for folk om 10 år?

"Det er selvfølgelig en udfordring, hvis man er så specialiseret, at teknologien på et bestemt område kan dø ud, men der er kun et svar på det her: Efteruddannelse," siger Henrik Valentin Jensen fra ITEK.

ITEK skriver i rapporten om mangel på it-specialister i Danmark, at en holdbar, langsigtet løsning vil kræve en samtidig indsats på flere områder.

"Optaget til uddannelserne skal øges markant, profilen på en række uddannelser vil skulle tilpasses til behovet, gennemførselsprocenten skal øges, og vi skal kunne tiltrække flere udlændinge med disse uddannelser til det danske arbejdsmarked."