Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Derfor vil CSC skille sig af med hver tredje danske medarbejder

ComputerViews: Det kommer til at gøre nas på CSC, at selskabet i løbet af den kommende tid fyrer hver tredje danske medarbejder. Hvor galt står det egentlig til i CSC? Det får du et bud på her.

ComputerViews: CSC vil fyre hver tredje danske medarbejder, men er det et tegn på krise i virksomheden?

Næppe.

Den kommende masse-nedskæring passer derimod nøje ind i CSC's langsigtede planer, der sigter mod at mindske omkostningerne og øge agiliteten.

For et halvt år siden sad denne signatur overfor CSC's nordiske direktør, John Walsh, ved et mødebord i CSC's danske hovedkvarter i Valby i København.

Anledningen var, at CSC og John Walsh ville fortælle om, hvordan den store og gennemgribende oprydning i selskabet nu var ved vejs ende.

"CSC handler i dag alene om vækst. Vi er færdige med oprydningen," sagde John Walsh blandt andet dengang.

Du kan læse hele november-interviewet med John Walsh her: Oprydning i CSC Danmark ved vejs ende efter fyringer og krise: Her er det nye CSC.

Skal forøge indtjeningen

Direktørens udsagn bliver bakket op af regnskabstalllene, for CSC Danmark kom i 2014 ud med det første positive regnskab i årevis.

I samme forbindelse meddelte CSC, at selskabet forventede, at indtjeningen ville blive forbedret yderligere i de kommende år som følge af omstruktureringer.

Og det er i dette billede, at vi nu skal se den store fyringsrunde, som nu snart vil pløje gennem den danske virksomheds gange, måske har ligget i kortene i et stykke tid.

CSC planlægger nemlig i forbindelse med afskedigelser at ansætte 150 nye medarbejdere. Så ud med 400 af de gamle. Ind med 150 nye.

For CSC gælder det, at selskabet som en række af de øvrige top-liga-spillere er ved at bygge hele virksomheden om. Der var engang, hvor de gamle spillere - IBM, CSC, KMD og andre - nærmest kunne tage den pris, som det passede dem af deres kunder.

Sådan er det ikke længere.

I dag buldrer en skov af mindre og langt mere agile, innovative og omstillingsparate virksomheder ind for at tage kampen op med de gamle og gumpetunge giganter, og det har udfordret hele den måde, som de store, gamle it-konger fungerer og tænker på.

De store gamle - HP, IBM, Dell, Microsoft og så videre - er således alle i gang med ændre fokus og gennemføre ofte smertefulde oprydninger i virksomheden.

For konkurrencedygtigheden og produktiviteten skal forbedres. Det samme skal omstillings-hastigheden og de teknologiske og innovative kompetencer i virksomhederne.

CSC har således været tvunget til at tage alt op til revision i den danske virksomhed, der allerede har været gennem store fyringsrunder og organisations-ændringer, nyt fokus, fjernelsen af hele ledelseslag og en generel opstramning.

Siden den store konflikt med fagforbundet Prosa i 2011 er antallet af medarbejdere blevet halveret og løn-omkostningerne er faldet med 175 millioner kroner.

Samtidig har IBM eksempelvis sagt farvel til mere end 51.000 ansatte i løbet af blot det seneste år på globalt plan - heraf mange i Danmark.

Du kan læse mere om IBM's udfordringer i markedet her: Derfor er der ingen vej uden om gigantisk fyringsrunde i IBM.

Nye satsningsområder

For CSC gælder det, at de nye satsnings-områder er big data, mobility, sikkerhed, internet of things og løsninger inden for social - altså i grove træk de samme satsningsområder som SAP, HP, Microsoft, Dell, Tata, IBM og andre nu kigger på og samtidig områder, der kræver nye kompetencer i forhold til CSC's klassiske kerneområde.

CSC er med andre ord på vej væk den klassiske mainfraime- og cobol-infrastruktur og på vej over mod verden og en forretningstruktur domineret af service-as-demand - altså cloud.

Det er her, at de kommende 150 nyansættelser i virksomheden kommer ind i billedet, for mon ikke, at vi i den kommende tid vil se, at samtlige disse nye profiler vil skulle kunne noget inde for netop disse områder?

Omkostninger skal ned

Samtidig skal CSC spare på omkostningerne hele tiden som et led i den nye virkelighed, hvor der er dukket mange nye spillere op med en mere smidig og knap så tung struktur.

For både IBM og CSC gælder det, at selskaberne som et modsvar sigter efter at udnytte selskabernes globale tilstedeværelse til at få løst opgaverne så billigt, at de kan konkurrere i markederne.

Topchef John Walsh fortalte i november således til Computerworld, at CSC i stigende omfang sigter efter at trække på CSC-ansatte i lande med lavere lønninger end Danmark til at løse opgaver i den danske forretning.

CSC har eksempelvis store afdelinger i Indien, Vietnam og EU-landet Litauen, som kan løse opgaver den danske forretning.

"Vi kan trække på folk med både de rette skills og til den bedste pris over hele verden. 85 procent af vores opgaver er lokations-uafhængige, og det betyder jo, at vi kan placere mange opgaver det sted i verden, hvor det passer bedst," sagde John Walsh dengang.

Meget kunne tyde på, at det netop er det, der sker nu, hvor CSC vælger at flytte opgaver til de prisbillige lande for at spare på omkostningerne.

Vil kvaliteten falde?

CSC har i de senere år spillet centrale roller i en regulær perlerække af danske it-skandaler som Polsag, Skats inddrivelsessystem og hackningen af CPR-registeret.

Helt forudsigeligt vil fyringsrunden rejse røster om, at fjernelsen af hver tredje stilling i den danske afdeling vil komme til at få negativ effekt på kvaliteten af de it-ydelser, som CSC leverer.

Fagforbundet Prosa - der i 2011 under stor hurlumhej tabte et opgør mod CSC og dermed banede vejen for at ansatte nemmere kunne fyres - kalder for eksempelvis fyringsrunden for en åreladning.

"Hvordan mon dette påvirker medarbejdermotivationen på en arbejdsplads, hvor det i forvejen står sløjt til med arbejdsmiljøet, for slet ikke at tale om, hvordan systemerne kommer til at lide under denne dramatiske åreladning af medarbejdere," lyder det fra fagforbundet.

Du kan læse om den langvarige og dyre konflikt her: Derfor er CSC-konflikten en nedtur for alle parter

Det er dog nok tvivlsomt, at fyringsrunden vil få nogen mærkbar effekt for kunderne. Hertil er CSC for dreven og for godt forberedt, og virksomheden vil ikke risikere at miste mere goodwill i markedet, end det allerede er sket.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at fyringsrunden vil få mærkbar effekt blandt de nuværende medarbejdere, som vil blive ramt af frygt og usikkerhed om deres fremtid.

Herfra gætter vi derfor på, at mange it-virksomheder i Danmark i den kommende tid vil begynde at modtage ansøgninger fra nuværende CSC-ansatte, som gerne vil væk fra den gyngende skude.

CSC er tavs som graven

Selv er CSC tavs som graven. Selskabet har valgt ikke at udtale sig om den store fyringsrunde, hvilket blot bærer endnu mere ved til usikkerhed og forvirring om selskabets reelle planer og baggrunden for fyringsrunden.

Selskabet meddeler til Computerworld, at det vil tage bladet fra munden om 'en uge eller to,' når selskabet har forhandlet færdigt med de relevante parter.

Men konklusionen: Som sagerne står i dag, tyder meget på, at mange af de hidtil danske opgaver fremover skal løses i prisbillige lande med samme kvalitetskrav som i dag, og at kunderne derfor reelt ikke kommer til at mærke nogen forskel.

Dermed er fyringsrunden ikke på den måde et krisetegn set ud fra et markeds-perspektiv, men derimod 'blot' et led i selskabets ombygning frem mod en mere agil og konkurrencedygtig virksomhed.

Hvad tror du? Hvorfor vælger CSC at sige farvel til så mange nuværende medarbejdere? Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.

Læs også:

Oprydning i CSC Danmark ved vejs ende efter fyringer og krise: Her er det nye CSC

Massefyring: CSC fyrer hver tredje medarbejder i Danmark

IBM Danmark fyrer 90 ansatte - især én afdeling ramt: Få overblikket her

Derfor er der ingen vej uden om gigantisk fyringsrunde i IBM

Derfor er CSC-konflikten en nedtur for alle parter




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere