IBM køber Daksh E-Services, Indiens tredjestørste callcenter, for en pris på op til godt en milliard danske kroner. Det skriver Financial Times.
Daksh omsatte sidste år for cirka 370 millioner kroner.
Købsaftalen er den hidtil største på området i Indien, og kommer på et tidspunkt, hvor debatbølgerne om outsourcing går højt i IBM's hjemland, USA.
Analytikere forudser, at andre selskaber vil forsøge at følge trop med lignende opkøb af konkurrencehensyn, skriver avisen.
For to uger siden indgik IBM en outsourcing-aftale for det største indiske teleselskab, Bharti Tele-Ventures, til en værdi af over 4,6 milliarder kroner over ti år.
IBM har allerede godt 9.000 indiske ansatte beskæftiget med outsourcing-opgaver. Med købet af Daksh får IBM yderligere 6.000 indere, fordelt på forskellige regionale callcentre, på lønningslisten.