Spejlreflekskameraer kan stadig lave fotos, som får mobilkameraernes resultater til at blegne.
Og har du købt et spejlreflekskamera inden for de seneste par år, så kan dit kamera sandsynligvis også optage rigtigt flotte videoklip.
Specielt farverne, skarpheden og den samlede billedkvalitet er oftest overraskende god selv fra kameraer i den mere overkommelige prisklasse.
Bagsiden er dog at de færreste spejlreflekskameraer har autofokus og billedstabilisering, ting som de fleste moderne videokameraer kommer med som standard.
Men med lidt kreativitet kan du arbejde dig uden om de begrænsninger.
Optager du imidlertid andet end stumfilm, så er kameraets indbyggede mikrofon den nok største stopklods for dine videoer.
Den er ganske simpelt ikke bygget til anden end lidt småsnak på klods hold af kameraet - og derfor lyder optagelserne oftest som om du har hovedet nede i en metalspand.
Samtidig har du ikke mulighed for at overvåge lyden for at høre om din optagelse er ok eller helt i skoven.
Den simple - og billige - løsning
Men spejlrefleksvideoer, eller DSLR-video som det også kaldes, kan sagtens få bedre lyd hvis du er klar på at investere i lidt udstyr.
Den simple, og billigste, løsning er en selvstændig batteridrevet mikrofon som Røde VideoMic (set til 750 kroner) eller VideoMic Pro (set til 1.300 kroner).
De oftest under 100 gram og skrues nemt i skoen til flashen øverst på kameraet.
Derefter sætter du blot 3,5 mm jackstikket i siden på kameraet, sørge for at sætte kameraets lydindstillinger til manuel betjening, justerer lydniveauet på mikrofonen og går i gang med at optage.
Bagsiden ved den nemme løsning er dog, at mens lydkvaliteten stiger betragteligt, så har du stadig ikke mulighed for at høre hvor godt og hvor højt lyden fanges af dit udstyr.
Du risikerer derfor at komme hjem med meget lave eller meget høje optagelser som ikke er værd at lytte til.
Den avancerede - og dyre - løsning
Alternativet til at koble en selvstændig mikrofon til dit kamera er at lade en mikrofonforstærker overtage en del af arbejdet.
Mikrofonforstærkeren er typisk en boks, som kobles sammen med dit kamera via skruehullet i bunden af kamerahuset.
Du kan se hvordan det ser ud i vores video i toppen af artiklen.
Det gode med mikrofonforstærkerne er at de både giver dig mulighed for at bruge professionelle mikrofoner med de store XLR-stik, muligheden for at balancere flere inputs kanaler / mikrofoner og muligheden for at høre hvordan optagelsen lyder når den går til kameraet via hovedtelefoner.
I videoen ovenfor bruger vi en ældre BeachTek DXA-SLR, som vi fandt ubrugt på eBay til ca. 1.800 kroner - mens modellerne i butikkerne typisk koster 3.200 kroner.
Modellen kører på et almindeligt 9V batteri og har mulighed for at håndtere professionelle mikrofoner som kræver såkaldt "phantom power" for at virke.
Sammen med for eksempel en Røde NTG1 mikrofon (1.200 kroner) giver det dig mulighed for at rette mikrofonen derhen hvor du vil have lyden fra og eliminere noget af baggrundsstøjen som en normal mikrofon ville fange.
Du kan desuden tilslutte trådløse mikrofoner som den lille Sennheiser EW112 G3 som vi bruger i videoen (se den lille knaphulsmikrofon i skjorten) - selvom prisen på Sennheiser-sættet typisk lægger hele 4.500 kroner ekstra på indkøbslisten.
Mindre kan som sagt også gøre det - og uanset om du vælger en billigere selvstændig mikrofon eller kaster dig ud i det store setup med forstærker, så bliver din kameralyd væsentligt bedre.