Da vi anmeldte den nye Nexus 7 i august 2013, kaldte vi den for den bedste Android-tablet på markedet. Og det gælder stadig.
For kombinationen af fire-kerne processor, en lysstærk 7 tommer skærm med 1.920 x 1.200 pixels, et lækkert design og den nyeste version af Android (4.3) er en vinder. Også over for iPad mini, hvis skærm stadig har samme opløsning som den allerførste iPad (1.024 x 768 pixels).
Men de danske priser manglede dengang fra både Google og deres hardwarepartner Asus. Og så selvfølgelig lanceringsdatoen.
Men nu er Asus klar med de danske priser, og de ser ud til at ligge på et fornuftigt niveau.
Du kan således få Nexus 7 Wi-Fi med 16 gigabyte hukommelse til 1.999 kroner, mens udgaven med 32 gigabyte og Wi-Fi lander på 2.299 kroner.
Til sammenligning koster en iPad mini med 16 gigabyte hukommelse 2.599 kroner, og du skal hoste op med 3.299 kroner for modellen med 32 gigabyte hukommelse.
Asus har bekræftet, at der kommer en version med 4G / LTE og Wi-Fi sidst i fjerde kvartal 2013, men kan endnu ikke sige noget om prisen.
Du kan ifølge Asus forudbestille din Nexus 7 fra i dag, men selve enheden kommer først i butikker som Expert, Bilka, Proshop, ComputerCity, Webhallen, Komplett, Dustin og Fona fra den 4. oktober 2013.
Læs også: Test af Nexus 7 fra 2013