Mozilla arbejder på en ny browser-motor under navnet Servo, som på et tidspunkt skal erstatte Gecko i Firefox-browseren. Nu er den koreanske gigant Samsung gået med i projektet. Servo kører indtil videre kun på Mac OS X og Linux-maskiner - nu skal den også porteres til Android-enheder på ARM-platformen. Samsung skal bidrage med den nødvendige kode.
Målet for Servo-projektet er at "genopfinde browseren" og optimere den til en ny generation af hardware med flerkerne-processorer. Servo er skrevet i programmeringssproget Rust, som Mozilla præsenterede sidste år. Rust er i familie med C++, men det skulle være beskyttet mod buffer overflows og lignende sikkerhedsproblemer. Rust bliver udviklet parallelt med Servo.
Mozilla har annonceret, at man nu vil tilføre flere ressourcer til browser-projektet. Samtidig fortæller Mozilla, at den første stabile version af Rust kommer i løbet af et år. Version 0.6 er netop frigivet.
Et af hovedpunkterne i Servo er, at browserens energiforbrug skal minimeres. Det har stor betydning på mobile enheder.
"Servo er et eksperiment projekt, der skal udvikle en browser-motor til den næste generation af hardware: mobile enheder, flerkerne-processorer og hurtige GPU'er," hedder det i den officielle projektbeskrivelse.
Samsung har allerede udviklet en ARM-backend til Rust og den nødvendige infrastruktur til at kompilere Rust-kode til Android.