I den nye version 2.0 af Flipboard er der mulighed for at lave sine egne magasiner med online-indhold og dele dem med vennerne. Flipboard er en af de mest populære apps til iPhone og iPad med flere end 50 millioner downloads, og nu har tjenesten gennemført den største relancering nogensinde.
Flipboard-app'en har fået en plus-knap, hvor man kan oprette nye magasiner og tilføje indhold. Det er også muligt at tilføje artikler direkte fra browseren med en ny bookmarklet. Dette kaldes at "flippe" indhold.
Disse magasiner kan indeholde artikler, billeder, lyd og video. De kan enten markeres som private, hvor det kun er brugeren selv, der har adgang til dem, eller de kan deles med alle på Flipboard.
Magasinerne kan selvfølgelig også indeholde ting fra sociale netværk som Facebook, LinkedIn, Twitter, Instagram og SoundCloud.
I indholdsguiden på Flipboard kan man allerede finde en række bruger-skabte magasiner fra selskabets egne medarbejdere og betatestere, der har afprøvet den nye version.
Men der er også andre ændringer i version 2.0. Der er en ny visuel guide til magasiner og nye muligheder for at kommentere indhold. En anden nyhed er direkte integration med Facebooks Open Graph. Søgefunktionen er forbedret og Flipboard har indgået et samarbejde med online-markedspladsen Etsy.
Indtil videre er det nye Flipboard kun tilgængelig til iOS, men en Android-version skulle være på vej. Senere kommer der også en mulighed for at uploade lokalt indhold fra sin computer til magasinerne. Dermed kan hver bruger udgive sine egne elektroniske magasiner med valgfrit indhold direkte i Flipboard.
Ifølge Reuters har Flipboard modtaget mere end 300 millioner kroner i investerings-kapital. En del af pengene kommer fra skuespilleren Ashton Kutcher.