Den danske stat forsøger at maksimere sin profit ved at sælge nye telelicenser i stedet for at give selskaberne en mulighed for at erhverve dem til markedspris.
Sådan lyder kritikken fra Peter Jerry Sørensen, administrerende direktør for bredbåndsselskabet Danske Telecom, der har den statslige Banestyrelse som medejer.
Danske Telecom er stærkt interesseret i de ekstra licenser til den trådløse bredbåndsteknologi FWA, som staten i Københavns-området vil udstede gennem en auktion.
Skaber usikkerhed
Peter Jerry Sørensen har heller intet mod auktionen, men han tager stærkt afstand fra den foreslåede model med lukkede bud.
Samme metode benyttede staten, da TDC, Orange, Telia og 3 betalte i alt 3,8 milliarder kroner for de fire danske 3G-licenser.
Metoden indebærer, at selskaberne indleverer deres bud på de eftertragtede licenser i lukkede kuverter. De ved ikke, hvem der ellers deltager i auktionen, og hvor meget deres konkurrenter er villige til at betale for licensen.
- Det skaber usikkerhed hos aktørerne. Hvis licenserne er meget vigtige for dem, så presser det prisen op, forklarer Peter Jerry Sørensen.
Han betegner den auktion over FWA-licenserne, som sandsynligvis finder sted til foråret, som "kanonvigtig" for Danske Telecom. Selskabet har ganske vist to landsdækkende licenser i forvejen, men jo flere licenser og dermed frekvenser, som selskabet kan råde over, jo flere super-kraftige bredbåndsforbindelser er der mulighed for at levere til kunderne.
Bør gentage radio-auktion
Peter Jerry Sørensen mener, at staten burde benytte sig af et auktionshus og holde en ganske almindelig auktion over licenserne, fuldstændig som det skete med de nye radiokanaler sidste år.
- Så kan man se, hvem aktørerne er, og få sit mandat i orden. På den måde får man en markedsrelevant og ikke en fiktiv pris, siger han.
Han advarer staten om, at det kan være som at tisse i bukserne for at holde varmen, hvis den forsøger at optimere fortjenesten på tele-auktionen.
- Så er det ikke sikkert, at vi får skabt sunde og fornuftige virksomheder med masser af arbejdspladser, og det kan samfundsøkonomien på længere sigt komme til at lide under, argumenterer Peter Jerry Sørensen.
Sonofon: Politisk beslutning
Koncerndirektør Allan Koch fra Sonofon, der ligesom Danske Telecom har to landsdækkende FWA-licenser, finder, at det er en politisk beslutning, hvorvidt der skal holdes auktion, eller om licenserne skal fordeles ved en skønhedskonkurrence.
Ved skønhedskonkurrencen, som blev brugt til at fordele de nuværende FWA-licenser for godt tre år siden, dyster selskaberne om de eftertragtede licenser med løfter om blandt andet billige priser, avancerede tjenester og hurtig udbygning af netværket.
- Det grundlæggende argument er, at frekvenserne har en værdi, som staten sælger. Ved en auktion får staten pengene i kassen. Ved en skønhedskonkurrence får kunderne værdien, siger Allan Koch.
Han peger på, at skønhedskonkurrencen ikke nødvendigvis er billigere for teleselskaberne, selv om selve licensen er gratis. Det kan nemlig være meget kostbart at udbygge netværket.
Det er netop tilfældet med 3G-liceserne i Sverige, som blev fordelt ved en skønhedskonkurrence og ikke solgt på en auktion som herhjemme. De svenske mobilselskaber har forpligtet sig til at bruge milliarder af kroner på at udbygge deres 3G-netværk, mens kravene herhjemme er langt, langt lempeligere.
Derfor har det vist sig at kræve større investeringer at bygge 3G-netværk i Sverige, selv om TDC, Orange, Telia og 3 hver betaler knap en milliard kroner for deres 3G-licens herhjemme.
- Herhjemme har staten fået nogle penge i kassen, mens svenskerne til gengæld har fået nogle 3G-netværk, siger Allan Koch.
Han henviser til, at kun 3 endnu er gået i luften med et dansk 3G-netværk, mens både Telia, Orange og TDC foreløbig har udskudt deres lanceringer.