Har du nogensinde set Eddie Murphys standup-show "Raw"?
Så kender du Murphys barndomsminde, hvor alle nabolagets glade børn fik dyre McDonald's-burgere, mens Murphys mor forsøger at overbevise ham om, at han sagtens kan nøjes med en hjemmelavet burger.
Mon Eddie Murphy ville have haft samme skuffede ansigtsudtryk, hvis han havde tigget om en iPad - men i stedet fået en InnoTab?
InnoTab er en børnevenlig, dansktalende tablet til målgruppen fire til ni år, som Fætter BR og Toys'R'Us satser på i årets julesalg.
En læringscomputer i stil med Nintendo DS, men som i fremtoning minder mest om en tablet. Godt pakket ind i en plastramme, der beskytter mod stød og samtidig fungerer som håndtag til de små fedtede fingre.
Inde bag det lyserød eller lyseblå kabinet finder man en bunke præinstallerede spil og mulighed for at downloade endnu flere fra nettet eller afspille via fysiske spilkassetter. Ofte spil med fokus på læring eller udvikling af børnenes motorik.
Men hvad siger børnene til InnoTab?
"Er det en iPad?"
Vi inviterede fem-årige Jeppe og seks-årige Tobias til at prøvekøre børnetabletten for at høre, om de ville ønske, at der ligger sådan en under juletræet.
Mens vi pakker maskinerne ud af kassen, spørger Jeppe:
"Det ligner en iPad. Er det en iPad?"
Det spørgsmål illustrerer meget tydeligt InnoTabs udfordring. For børn bliver i dag eksponeret for iPads og skærmbetjente mobiltelefoner så tidligt, at det er en naturlig del af deres reference-ramme. Så selv en børne-tablet til 800 kroner bliver sammenlignet med iPad.
De to drenge tænder begge for spillet "Isflugt", hvor det gælder om at flytte isblokke, så en pingvin kan komme frem til sit bytte. De vælger den sværeste sværhedsgrad, men de stormer gennem spillet, gennemfører det og udbryder:
"Det er neeeemt".
"Ja, det er kedeligt".
Så vi fortsætter med et andet spil: "Flipper-bogstaver", hvor man skal vippe tabletten for at styre en kugle rundt på spillepladen.
Jeppe udbryder uimponeret:
"Orh, det havde min far på sin gamle telefon".
De to testbrugere får hurtigt nok af at trille kugler og samle bogstaver, så vi går videre til spillet "Cars", der skal købes særskilt. Spillet indeholder både oplæste historier og forskellige læringsspil. Jeppe og Tobias kender "Cars" fra tegnefilmen, så de glæder sig, mens det loader. Men forventningens glæde forsvinder hurtigt, da de opdager, at spillet er langt fra filmen.
"Han plejer altså at køre meget hurtigere," siger Tobias, mens han styrer bilen i et spil, der minder om noget fra denne skribents barndom og bipbip-spil-æraen.
Der er ikke kælet for gameplay. Fokus er i stedet på at pakke matematik, motorik og stavning ind i en sjov indpakning. Men spillene kommer i stedet til at virke monotone og ensformige.
Tobias løser uden besvær opgave efter opgave og spørger håbefuldt:
"Hvad kan man egentlig vinde i det her spil. Kan man vinde en rigtig iPad?"
Her fejler den
Hvis InnoTab skal vinde indpas, tror jeg, at de skal indfange børnene fra begyndelsen (tre-fire år). Men allerede i den alder tvivler jeg på gennemslagskraften.
Da jeg gav tre-årige Atle en InnoTab i hånden med det indbyggede male-program, kunne han sagtens finde ud af det, men begyndte at kede sig, fordi man slet ikke skal gøre sig umage, men blot pege på motiverne - så maler de sig selv.
Det er godt tænkt, at InnoTab'en taler dansk i stort set alle menuer og spil. Problemet er bare, at det ofte tager lang tid at loade, så børnene når at blive utålmodige.
Min største anke med InnoTab er, at det er endnu et låst format og økosystem, som man skal begynde at købe spil og andet indhold til. Og pt. er indholdet begrænset. Der findes én tilgængelig lydbog og cirka 20 små spil. De koster 30 kroner stykket, mens de mere omfattende spil på kassetter koster 199 kroner (Fætter BR kan i øjeblikket kun levere to forskellige spil).
Ambitiøst forsøg
Men Innotab'en er et ambitiøst produkt.
Den medfølgende butik, hvor forældre kan investere i nyt indhold, er enkelt og overskueligt lavet. Det er også her, at man kan overføre billeder, videoer og musik til barnets tablet.
Andre positive sider ved Innotab'en er, at den er robust, har indbygget bord-stander og er forholdsvis billig (799 kroner). InnoTab er et godt bud på "My First Tablet".
Men når man står i købsøjeblikket, ville jeg personligt overveje, om den lille pode skal have sin helt egen tablet, eller om man ikke i stedet kunne investere i en bunke lærings-apps og en mere tidløs iPad eller Android-tablet pakket ind i et "børnesikkert" cover.