Efter ni kvartaler med milliardtab lykkedes det i de sidste tre måneder af 2003 endelig chipproducenten AMD at tilfredsstille investorerne.
AMD fik et overskud på 261 millioner kroner og overgik dermed både sine egne og analytikernes forventninger. Rigtigt godt ser det ud, når der sammenlignes med samme periode sidste år, for da tabte chipselskabet over fem milliarder kroner.
Nu lyder der langt mere optimistiske toner, særligt fordi kunderne ifølge AMD har taget de nye Athlon-processorer med 64-bit-teknologi til sig. Det var med til at løfte AMD's salg af processorer med 38 procent sammenlignet med sidste år
Endnu bedre gik det for RAM-produktionen, som blandt andet ligger i et joint-venture med japanske Fujitsu. Salget af RAM-moduler blev mere end fordoblet og er nu næsten lige så stort som AMD's omsætning på processorer. Samlet steg AMD's omsætning med 76 procent til 7,3 milliarder kroner.
AMD har særligt grund til at løfte armene, fordi hovedkonkurrenten, verdens største chipproducent Intel, næsten ikke har vækst i sin RAM-forretning. Det betyder efter alt at dømme, at AMD lige nu vinder store andele af RAM-markedet.