De fleste internetbrugere har oplevet at havne på en hjemmeside, hvor reklamer uden varsel afspiller lyd, mens man febrilsk forsøger at finde ud af, hvad man selv har gjort for at sætte den infernalske larm i gang
Det skal være slut, mener Socialedemokraterne.
For larmende bannerannoncer er ikke kun irriterende. De skal også forbydes.
Forslaget kommer fra Socialdemokraternes, it- og teleordfører, Trine Bramsen. Hun vil have et decideret forbud imod bannerreklamer, der ved "mouse over" afspiller lyd. Altså situationen hvor brugeren ikke har givet sin tydelige accept til, at der afspilles lyd. Det skriver Ekstra Bladet.
"Det er et enormt forstyrrende element, når en reklame går i gang med lyd og billeder og det hele, uden at man selv har bedt om det. Særligt lyden kan være meget generende," siger Trine Bramsen til ekstrabladet.dk.
Derfor skal det ifølge hende skrives ind i markedsføringsloven, som i øjeblikket er under revision, at lyd er forbudt, med mindre at brugeren har klikket med musen.
Hvem er ansvarlig?
"Man kan sagtens udstyre annoncer med en play-knap, så forbrugeren selv kan trykke på reklamen og høre mere om produktet, hvis det er det, man har lyst til. Det handler om, at forbrugeren selv skal styre, hvornår reklamen går i gang og overtager ens skærmbillede," siger Trine Bramsen.
Hun sidestiller en regulering af, hvordan internetreklamer skal være udformet med den regulering, der for eksempel bestemmer, hvordan reklamer i det offentlige rum skal udformes.
ComON ville gerne have Trine Bramsen til at uddybe sit forslag, men det har pt ikke været muligt at få en kommentar.
Et oplagt spørgsmål er, om hjemmesideejere også skal kunne straffes, hvis de giver plads til "ulovlige" i annoncer, som er placeret på hjemmesiden via annoncenetværk, hvor hjemmesideejerne ikke altid har fuldt kontrol over indholdet i de reklamer, der vises.
Et dansk forbud mod lydreklamer kunne også udvikle sig til et konkurrencenforvridende element, fordi det er svært at holde udenlandske hjemmesider ansvarlige i Danmark, og de kan derfor fortsætte med at bruge reklamerne og måske tjene flere penge på deres annoncer end danske hjemmesider.