Apple er ikke altid nogen let forretningspartner, hvis du er udgiver af apps eller bøger.
I sine retningslinjer gør virksomheden det klart, at den ikke tolererer kritik i medierne, og set i det lys er det måske knap så overraskende, at Peter Øvig Knudsens bøger "Hippie 1" og "Hippie 2" nu helt er blevet fjernet fra Apples digitale boghandel.
Øvig Knudsen har ellers netop udgivet bøgerne i en ny og mere tækkelig version, hvor de kønsdele, der tidligere har provokeret Apple, er blevet tildækket.
Fjernelsen af bøgerne kommer, kort tid efter at forfatteren og forlaget kom med et hårdt udfald mod Apple i medierne. Øvig Knudsen og hans forlag siger nu, at de ikke forstår, hvorfor bogen er blevet fjernet. Men at de vil bede om en forklaring fra Apple.
Men læser du de bramfri retningslinjer, som Apple udstikker til app-udviklerne, bør Apples barske politik næppe heller komme som et stort chok for bogudgivere.
Vil ikke have medie-tæsk
I retningslinjerne til app-udviklerne gør Apple det klart, at hvis du er utilfreds med at blive mødt med en afvisning, så hjælper det ikke din sag, hvis du vælger at gå i medierne med din kritik af Apple.
"If your app is rejected, we have a Review Board that you can appeal to. If you run to the press and trash us, it never helps," står der.
Apple desuden opmærksom på, at der er mange børn, der downloader fra Apples online-butikker, og det faktum vil indgå i bedømmelses-processen.
Men er du interesseret i at vide mere specifikt, hvad der skal til, før Apples hammer falder, er den amerikanske virksomhed dog knap så klar i mælet.
I retningslinjerne citerer Apple en tidligere amerikansk højesteretsdommer for at sige, at man ikke på forhånd kan sige, hvonår grænsen for obskønitet er krydset - men:
"'I'll know it when I see it'. And we think that you will also know it when you cross it."
Det er dog værd at bemærke, at Apple i retningslinjerne gør opmærksom på, at apps bliver vurderet efter hårdere standarder end bøger og musik i iTunes.