Læs også:
Ny direktør for Digitaliseringsstyrelsen: Vi er ikke bare en række klovne
Sådan bliver du en dygtig it-chef i det offentlige
I en ny rapport fra Det Digitale Råd lyder konklusionen, at dagens danske offentlige ledere ikke er klædt digitalt godt nok på til at varetage deres opgaver.
"Det står klart, at der er behov for at styrke de ledelsesmæssige kompetencer i det offentlige, når det handler om høste produktivitetsgevinsten ved digitalisering," lyder det blandt andet i rapporten fra Det Digitale Råd.
Rådet kalder sin rapport for 'Debatoplæg om behovet for et paradigmeskifte i den offentlige ledelseskultur'.
Effektivitet er belagt med it
I debatoplægget bliver der skitseret en presserende problemstilling med hensyn til, at offentlige ledere bør favne digitalisering som strategisk ledelseskompetence på linje med økonomi, jura og HR.
"På alle niveauer i den offentlige sektor ses digitalisering i udpræget grad som midlet til at effektivisere forvaltningen og kontakten med borgere og virksomheder," skriver rådet set i lyset af, at der i de kommende år kommer færre skatteydere og flere skattenydere.
Og her skal offentlige ledere gå forrest og vise vejen med digitaliseringens muligheder, mener Det Digitale Råd.
Den største barriere
KMD-direktør Lars Monrad-Gylling, Microsofts strategy director Jørgen Bardenfleth og TDC-koncerndirektør Martin Lippert står bag rapporten som rådets sideordnede rådsmedlemmer.
Rapportens afsendere kalder de manglende it-kompetencer hos offentlige chefer for "den største barriere for, at den offentlige sektor i Danmark i nødvendigt omfang kan høste de produktivitetsmæssige gevinster af investeringer i ny teknologi".
De nævner samtidig flere eksempler på, at hvis de offentlige chefer ikke går forrest og insisterer på at bruge it-systemerne, så vil systemerne sande til, og store effektiviseringsgevinster samt konkrete økonomiske investeringer ryger i risten og videre ud i kloakken.
It er et valgfag
Rådet påpeger, at (efter)uddannelse på it-fronten af de offentlige ledere er vejen frem mod en bedre offentlig sektor.
Den var aldrig gået i en privat virksomhed
Det vil sige, at de op mod 2,8 milliarder kroner, som det offentlige årligt investerer på efteruddannelse, i højere grad bør bruges på it-relaterede fag.