“In the grim darkness of the far future, there is only war.”
Præmissen for det dystopiske Warhammer 40.000-univers lyder ikke spor rar.
Men den nærmere fremtid ser dog mere lys ud. I hvert fald for de millioner af mennesker, der er faldet i kaninhullet, hvor man maler og udkæmper drabelige slag på spisebordet med rasende kostbare plasticfigurer forestillende Space Marines, rumvæsener, dæmoner og robotter.
Efter to års spekulationer er det nu officielt, at Amazon og Games Workshop er i fuld gang med at udvikle en Warhammer 40.000-serie med en af underholdningsindustriens største nørder, Henry Cavill, i spidsen.
Det markerer begyndelsen på det, som folk allerede er begyndt at kalde for Warhammer Cinematic Universe (WCU). Og ja, det er lige så episk, som det lyder, for nu tager universet for alvor springet fra bord til tv-skærm.
Skuespilleren Henry Cavill – kendt fra Superman og The Witcher – er livslang fan af Warhammer og står i spidsen for den nye tv-serie som både producer og hovedrolleindehaver.
Forleden fejrede han Amazons officielle godkendelse med et besøg hos ”The Little Shop” på hjemøen Jersey, hvor han for over 30 år siden købte sine første Warhammer-figurer.
Cavill fortæller, at han og hans team har brudt de episke elementer i Warhammer-verdenen ned i et koncept, som både Amazon og Games Workshop – der ejer Warhammer-franchisen – har nikket til. Detaljerne om konceptet er dog stadig hemmelige.
Warhammer-fans har længe drømt om at se deres elskede univers på film eller tv, mens Games Workshop har været meget beskyttende over for deres rettigheder og universets integritet.
Cavills projekt betragtes dog som det første store skridt mod et sammenhængende Warhammer Cinematic Universe, som vi kender det fra Marvel og DC.
Hvis alt går efter planen, kan der altså komme mange flere Warhammer-projektet i fremtiden.
Henry Cavill sigter i hvert fald selv højt.
Han har tidligere udtalt, at Warhammer-universet skal behandles med samme respekt som store franchises som Ringenes Herre, som Amazon og deres enorme pengetank har erfaring med fra The Rings of Power (der dog, skal det rimeligvis bemærkes, har fået en lidt blandet modtagelse).
Med sit mix af dystopisk sci-fi, episke kampe og filosofiske temaer har Warhammer under alle omstændigheder potentiale til at ramme bredt og også uden for den etablerede fanbase.
Men hvornår vi kan se mennesker, Space Marines, Necrons og kaos-dæmoner folde sig ud på episke slagmarker ligger stadig et stykke ude i fremtiden (men dog forhåbentlig ikke 40.000 år).
Der er dog endnu intet bud på en premieredato på Amazon Prime Video, hvor første slag i hvert fald må forventes at udspille sig.