Fra i dag, onsdag, er det muligt for de første danskere at konsultere deres praktiserende læge på nettet, simpelthen ved at sende en e-mail.
200 af landets 3000 praktiserende læger er med på systemet fra starten, når amterne sender den nye sundhedsportal, Sundhed.dk, i luften.
Navnet og dele af indholdet er overtaget fra Apotekerforeningen, som driver en reduceret udgave af sin egen portal videre på Apoteket.dk.
Sundhed.dk drives af de offentlige sundhedsmyndigheder, der integrerer portalen med deres eksisterende IT-systemer. Således har 75 procent af lægerne ifølge Ritzaus Bureau teknisk mulighed for at anvende e-mail til konsultationer, ligesom lægerne har en aftale om honoraret med sygesikringen.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont, anser blandt andet den lange svartid for at være en årsag til, at så få læger ønsker elektroniske konsultationer. Desuden vurderer han over for Ritzau, at lægerne finder e-mail for at være "for fattigt" i forhold til den personlige kontakt og telefonen.
Selv mener Michael Dupont, at e-mail kan være godt i nogen sammenhænge, og han forudser, at flere læger i fremtiden vil tilbyde elektroniske konsultationer.
Det kan ske i takt med, at både læger og patienter benytter Sundhed.dk til en lang række andre formål. Lægerne skal udveksle materiale som eksempelvis røntgenbilleder via portalen, og fra næste sommer får patienterne en medicinprofil på portalen, skriver Politiken. Det vil give både læger og patienter mulighed for at følge med i medicinforbruget.
Det er også meningen, at danskerne i fremtiden skal kunne læse deres egen journal på internet, og det kræver naturligvis, ligesom adgangen til medicinoplysninger, brug af en digital signatur.
Mærsk Data-selskabet Acure har vundet ordren med at udvikle og drive sundhedsportalen, som der foreløbig er skudt 50 millioner kroner i. Dertil kommer ifølge Politiken årlige driftsudgifter på 30 millioner kroner.