Kører du galt på vej til Fodbold EM i Polen, eller er uheldet på anden måde ude i din sommerferie, så vil EU Kommissionen gerne hjælpe dig.
I en ny app, "European Health Insurance", kan man kort sagt se, hvordan det europæiske blå sygesikringskort anvendes i EUs 28 medlemslande samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.
Det blå kort giver adgang til offentlig sundhedspleje i tilfælde af sygdom eller ulykke under rejser og midlertidigt ophold i de 31 lande i Europa. Kortet sikrer adgang til akut behandling på samme betingelser og til samme pris, som personer, der er forsikret i det pågældende land.
App'en afløser ikke selve kortet, som man stadig skal bestille gratis via Borger.dk.
Mange forskelle
App'en, der også findes på dansk, kan hentes til iOS, Android og Windows 7 Mobile. Se links i billedteksten.
Programmet indeholder generelle oplysninger om kortet, nødopkaldsnumre samt dækkede behandlinger og udgifter (Det er langt fra alle tjenester, der er gratis rundt omkring i EU).
Man kan også finde oplysning om, hvordan man ansøger om godtgørelse, og hvem man skal kontakte, hvis man har tabt kortet.