Læs også:
Danske domænenavne på tvangsauktion for første gang
Danmarks formentlig første tvangsauktion over domænenavne løber af stablen onsdag eftermiddag, hvor tre domænenavne kommer under hammeren hos Københavns Auktioner.
De tre domæner tilhører en mand fra Dianalund, som på grund af en tvist om penge ved Retten i Næstved fik sendt domænerne på tvangsauktion i 2010.
Hos Københavns Auktioner fremgår det, at domænerne sælges som brugte, og at vurderingsprisen er mellem 2.000 og 3.000 kroner.
Første gang på tvang
Tvangsauktionen er spektakulær, fordi domæner, som Computerworld tidligere har beskrevet, formentlig aldrig tidligere har været genstand for en tvangsauktion.
I al fald har hverken DK Hostmaster eller eksperter i it-jura tidligere oplevet sådan en sag.
Per Fruergaard, der er direktør for Københavns Auktioner, fortæller, at vurderingsprisen er sat ud fra en betragtning om, hvilken interesse der kan være for de tre domæner.
Auktionen foregår ifølge direktøren på samme vilkår som enhver anden tvangsauktion, hvor hammerslaget bestemmer prisen.
Men det er også muligt for interesserede købere at foretage forhåndsbud på hjemmesiden, hvor det højeste bud så vil være med i salen.
Ikke hørt om det før
Heller ikke Per Fruergaard har før hørt om domæner på en tvangsauktion. Det er da også første gang, at han har dem under hammeren, fortæller han.
Derfor er han overbevist om, at der er tale om landets første tvangsauktion over domæner.
"Jeg kan ikke forestille mig andre auktionshuse end os, der skulle have solgt et domænenavn før. Og vi har ikke solgt sådan nogle før," siger han.
Bud starter ved 1.000 kroner
Interesserede købere skal dog være opmærksom på, at buddene starter ved 1.000 kroner, oplyser auktionshuset på hjemmesiden.
"1.000 kroner har man hurtigt brugt i tid og besvær ved at oprette et domæne," siger han om fastsættelsen af startbuddet.
Til sammenligning koster et nyt domæne hos DK-Hostmaster, der varetager det danske topleveldomæne .dk, 45 kroner at oprette inklusiv det første års afgift.
Omvendt har store firmaer tidligere angiveligt betalt store summer for det rette domæne og også tilbudt at købe dem uden held.
Der er tale om domænerne sparol.dk, kikmose.dk og retten-paa-vrangen.dk.
Du kan læse mere om sagen her: